BLOG: Skoleelever betaler prisen for kommunalt boykot af Ryanair

16x9
. Foto: PAUL FAITH / Scanpix Denmark

Kommuner skal tænke sig rigtig godt om, inden de boykotter udvalgte private virksomheder. Det risikerer nemlig at ramme de forkerte.

Det har vi senest set med Norddjurs Kommune, der for to år siden – sammen med 20 andre kommuner – valgte at boykotte flyselskabet Ryanair. Det gjorde man under de velkendte paroler ”ræs mod bunden”, social dumping og så videre.

Historien kort:

8. klasse på Vestre Skole i Grenaa har sparet sammen til en studietur til London. Ved at flyve med Rynaair kan de få flybilletterne til en pris, så alle kan være med.

Men nu kan man læse, at turen har været i fare for at blive aflyst, da lærerne som bekendt ikke må flyve med Ryanair. Det må eleverne gerne, da pengene er betalt af dem selv. I denne artikel forklarer en forælder, at de håber på en dispensation, da det er brandærgerligt for eleverne, hvis turen skal aflyses.

Nu er turen dog reddet i sidste øjeblik. Det ved jeg fra min gode kollega i Norddjurs Kommune, Liberal Alliances byrådsmedlem Jens Meilvang. Ved et møde i økonomiudvalget i går aftes blev der nemlig givet dispensation til, at lærerne alligevel gerne må flyve med Ryanair.

Det er kun godt, at Norddjurs Kommune vælger at sende lærerne afsted. Men den denne sag udstiller jo bare det absurde i, at kommuner har behov for at boykotte udvalgte luftfartsselskaber. For dem, det går ud over, er de børn og forældre, som har færrest penge til rådighed – i dette tilfælde skoleelever.

Da forslaget, om at boykotte Ryanair i Norddjurs Kommune, blev fremlagt for to år siden, stemte Jens Meilvang fra Liberal Alliance selvfølgelig nej.

Ligesom ham, så mener jeg ikke, at kommunen skal blande sig i, hvilke flyselskaber, kommunens ansatte må flyve med. Kommuner bør generelt lade være at blande sig i noget, som arbejdsmarkedets parter bør tage sig af.

Det er godt, at Norddjurs Kommune er kommet til fornuft. For det kan ikke være rimeligt, at man tager skoleelever som gidsler i en misforstået ideologisk kamp.