Skattelettelser giver endnu en gang problemer for regeringen

Vi har samlet et overblik over de skatteforhandlinger, der igennem mere end to år har givet regeringen problemer.

Skattelettelser har været et af regeringens hovedprojekter, siden blå blok overtog magten i 2015.

Men flere gange er forhandlingerne om en skattereform blevet skubbet, og efter at Dansk Folkeparti tirsdag har opfordret regeringen til endnu en udskydelse, er der igen sået tvivl om, hvad der skal ske med skatten.

Et ønske, som regeringen pure afviser.

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, er det en af VLAK-regeringens helt store mærkesager, Dansk Folkeparti har hældt ned ad brættet.

- Den her regering sidder, fordi den blandt andet vil en stor skatteaftale. Det har man sagt igen og igen. Det her er en hjørnesten i regeringsgrundlaget, der blev lavet, da Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gik ind i regeringen, siger Anders Langballe.

Ingen fra regeringstoppen har endnu udtalt sig om Dansk Folkepartis opfordring, og det er derfor usikkert, hvad der kommer til at ske med skatteforhandlingerne.

På tidslinjen kan du se, hvornår regeringen har præsenteret skatteudspil, og hvornår forhandlingerne er blevet udskudt.

Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen
2015
Juni
Skattelettelser i det første regeringsgrundlag
Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.
 
Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.
2016
Januar
Løkke udskyder forhandlingerne
I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.
 
Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.
 
Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke i med regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.
August
Vil sænke topskatten, men ikke for alle
I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.
 
I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.
 
Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.
Oktober
Skatteforhandlinger udskydes igen
I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.
 
Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.
November
Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser
Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.
 
De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.
2017
August
Regeringen dropper topskattelettelser
Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.
 
Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.
 
Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.
December
DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform
Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.
 
Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.
 
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.
 
Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.
December
LA truer med ikke at stemme for egen finanslov
Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.
 
Partiets leder, Anders Samuelsen, lover i samme ombæring "de største skattelettelser i historien".
 
DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul. 
 
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.