BLOG: Resten af landet skal ikke efterligne Region Hovedstaden

16x9
Region Hovedstaden er næstdårligst, når det kommer til at behandle patienter til tiden. Foto:

BLOG: Mandag den 27. november erklærede formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, at hun trækker sig fra kampen om at blive formand for Danske Regioner.

En lettere mavesur og underskudsramt Hæstorp konstaterede, ”at man bredt set i regionerne ikke ønsker, at en københavner bliver formand”. Hæstorp erklærerede også, at medierne har været efter hende og tegnet et uretfærdigt billede af regionen. Jeg tror, at det er på tide, at Hæstorp kigger lidt indad. For kan det tænkes, at Hæstorp blot er kommet til kort, efter at hendes resultater er blevet målt og vejet? Kan det tænkes, at man har set på regionens meritter og tænkt, at den vej skal resten af landet ikke gå?

Region Hovedstadens resultater taler for sig selv. Regionen er næstdårligst, når det kommer til at behandle til tiden. 51 dage skulle man i 2016 i gennemsnit vente på en operation. Det er kun overgået af Region Nordjylland, der også er ledet af Socialdemokratiet, hvor patienterne i 2016 i gennemsnit ventede 65 dage på en operation. Region Hovedstaden er dårligst, når det kommer til at overholde udredningsretten. Kun 51 pct. bliver udredt inden for 30 dage. Patienter med fysiske sygdomme venter altså urimeligt længe på både diagnose og behandling. Og kun 65 pct. af børnene i psykiatrien bliver udredt inden for 30 dage. Det betyder, at børn som skal have psykiatrisk behandling, skal vente alt for længe. Det er helt uacceptabelt. At medierne dækker dette, er hverken uretfærdigt eller negativ særbehandling. De beskriver jo blot den virkelighed, der er og omfanget deraf.

Jeg håber snart, at vi igen ser Hæstorp med overskud. For ser man på den region, hun skal stå i spidsen for i de næste fire år, er det tydeligt, at der virkelig brug for en leder, der viser vejen, frem for en leder, der føler sig som et misforstået geni. Danskerne fortjener en bedre ledelse i regionerne. Her kan Hæstorp passende skæve til den Venstre-ledede Region Syddanmark, hvor man bl.a. er bedst til at overholde tidsfristerne i kræftpakkeforløbene.

Det kan vi takke Stephanie Lose og resten af ledelsen i Region Syddanmark for, som skaber gode resultater til gavn for patienterne og deres pårørende. Det er mere, end man kan sige om Hæstorps ledelse af Region Hovedstaden. Derfor finder jeg det også glædeligt, at netop Lose er blevet valgt til formand for Danske Regioner. Jeg tror, at valget til regionsrådsformand handler om resultater. Og jeg er sikker på, at Lose vil skabe et solidt grundlag og en positiv udvikling for regionerne og det danske sundhedsvæsen, som man må håbe, at andre regionsrådsformænd vil lade sig inspirere af.