BT under hård beskydning i Søren Gade-sag

I dagens udgave af Presselogen kom BT under hård beskydning fra alle sider for deres dækning af Søren Gades lokaleleje til sin datters bryllup.

BT har de seneste dage bragt en række historier om tidligere forsvarsminister Søren Gade, der i 2016 lejede et lokale på en kaserne i forbindelse med sin datters bryllup. Men er der overhovedet en sag?

Nej, mente det øvrige panel i Presselogen.

DRs nyhedsdirektør, Sandy French, var helt klar i sin kritik:

- Jeg synes, det er fint at undersøge et anonymt tip. Jeg synes så, at da I fandt ud af, at der ikke var noget at komme efter, så burde I have ladet være med at bringe historien, som jeg personligt synes, er urimelig lille.

Historierne i BT beskriver, hvordan Søren Gade har lånt et kaserne-lokale mod at betale et administrationsgebyr på omkring 1200 kroner. Da Søren Gade er officer, har han haft mulighed for at få denne pris i stedet for at skulle betale et beløb på cirka 5000 kroner mere. Og netop hans titel som officer, mener Søren Gades politiske kollega, Jakob Ellemann-Jensen, fuldstændig BT har overset:

- Søren Gade holder sin datters bryllup i officersmessen, fordi han er officer, ikke fordi han er politiker. Han får de vilkår, han får, fordi han er officer, ikke fordi han er politiker. Det er jo ikke sådan, at man skal lade være med at bruge en rabat i Netto, bare fordi man er politiker. Altså, hvor er vi på vej hen, lød kritikken fra Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører for Venstre, i Presselogen.

Hvem har begået fejlen?

Den kritik var flere i panelet enige om var berettiget, og BT-chefredaktør Jens Grund kom under hårdt pres.

- Du hænger Søren Gade ud for at tilrane sig nogle privilegier, men du kan faktisk ikke svare på, om det er ham, der har begået fejlen. Har han gjort det her med vilje? Det er jo en stor forskel i forhold til, om I bringer historien eller ej. Hvorfor finder I ikke ud af det, før I bringer den? spurgte DRs nyhedsdirektør, Sandy French, direkte henvendt til BT.

Hør BTs svar og den øvrige debat i Presselogen på TV 2 Play HER.