S-kandidat bliver alligevel formand i Region Sjælland

Der er nu klarhed om formandsposten i regionen, efter Dansk Folkeparti tidligere på ugen skabte usikkerhed ved at træde ud af aftalen.

Socialdemokraten Heino Knudsen bliver ny regionrådsformand i Region Sjælland.

Det ligger fast, efter at Dansk Folkeparti på et gruppemøde lørdag eftermiddag har besluttet fortsat at pege på Socialdemokratiets formandskandidat, efter de ellers trak støtten tidligere på ugen.

- Vi har holdt plusser og minusser op imod hinanden, og vi har snakket med både Heino Knudsen og Jacob Jensen (Venstres spidskandidat, red.). På baggrund af det har vi i dag besluttet at pege på Heino Knudsen som regionrådsformand, fortæller politisk ordfører Peter Jacobsen (DF).

Den kommende regionrådsformand fortæller til TV 2, at der ikke er ændret i konstitueringsaftalen i forhold til den aftale, der blev indgået på valgnatten.

- Jeg er glad for, at den aftale, vi har lavet, og at det politiske grundlag, vi har lagt, det holder, og at vi nu arbejder videre i den retning. Så selvfølgelig er jeg en glad mand, siger Heino Knudsen.

 - Jeg kunne godt have tænkt mig et forløb, der havde kørt mere stille og roligt, tilføjer han.

DF trak sig fra aftale

Egentlig kunne Heino Knudsen allerede i direkte forlængelse af valget den 21. november lade sig udråbe som sejrherre med et solidt flertal bag sig bestående af SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Men en lille uge senere blev der pludselig sået tvivl om aftalen. Årsagen var, at Enhedslisten ifølge Heino Knudsen fremsatte en række særstandpunkter, som skabte uro om konstitueringsaftalen. 

Dansk Folkeparti var så fortørnede, at de på et gruppemøde tirsdag valgte at forlade konstitueringen:

- Dansk Folkepartis regionsrådsgruppe har i dag på et gruppemøde besluttet at forlade konstitueringsaftalen på baggrund af Enhedslistens udtalelser omkring halalkød på sygehuse, information på arabisk, genopåbning af råstofplanen samt deres holdning til tværforbindelsen og motorvejen til Kalundborg, lød det fra politisk ordfører Peter Jacobsen.

Udtalelserne fra Enhedslistens regionsrådsmedlem Ursula Dieterich-Pedersen var faldet til mediet VDonline under overskriften "EL vil have halalkød på sjællandske sygehuse". Enhedslisten selv afviste, at der var tale om krav til konstitueringen.

S smed Enhedslisten ud

Kort inden Dansk Folkepartis melding om, at de trak sig fra konstitueringsaftalen havde Heino Knudsen dog valgt at smide Enhedslisten ud af konstitueringen. Det vidste Dansk Folkeparti bare ikke, da de traf deres beslutning om at træde ud af aftalen.

Partiet gik derefter i tænkeboks for at afgøre, om de fortsat ville pege på Heino Knudsen, eller om de i stedet skulle pege på Venstres spidskandidat, Jacob Jensen. Alternativt kunne de vælge at stå helt uden for og ikke være en del af en konstitueringsaftale.

- Vi har også haft i tankerne at gå efter posten selv. Det har hele tiden været en del af vores valgkamp, men vi må nok også erkende, at vi er i en situation nu, hvor valget stod mellem Jacob Jensen og Heino Knudsen.

Med andre ord var der igen åbnet helt op for spillet om formandsposten i regionen, og siden har alle ventet i spænding på Dansk Folkepartis beslutning.

Fire ud af fem regioner er røde

Men med Dansk Folkepartis beslutning om fortsat at pege på Heino Knudsen kan Socialdemokratiets spidskandidat altså alligevel sætte sig for bordenden i Region Sjælland.

Dermed sidder Socialdemokratiet nu på formandsposten i fire ud af fem danske regioner. Ulla Astman (S) genvandt sin formandspost i Region Nordjylland, det samme gjorde Sophie Hæstorp Andersen (S) i Region Hovedstaden, og Anders Kühnau (S) afløser partifællen Bent Hansen som formand i Region Midtjylland.

Kun i Region Syddanmark er der ikke rødt flertal. Her er Venstre fortsat det største parti, og Stephanie Lose (V) fortsætter på formandsposten. Alligevel kunne Venstre-politikeren tidligere i denne uge tage posten som formand for Danske Regioner med støtte fra de radikale, der sad på det afgørende mandat.