Nu er det officielt: S og LA deler borgmesterpost i Slagelse

16x9
John Dyrby Paulsen er borgmester i Slagelse - i hvert fald i to år frem. Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

John Dyrby Paulsen (S) bliver borgmester i to år, mens Villum Christensen (LA) kan overtage derefter.

Torsdag kom det frem, at byrådet i Slagelse er blevet enig om en aftale, der betyder, at borgmesterposten i Slagelse skal deles mellem to personer.

Fredag eftermiddag har byrådet i Slagelse gjort aftalen officiel, selv om blå blok forsøgte at forhindre det til det sidste. 

Venstre, DF og De Radikale forsøgte at få borgmestervalget udskudt en uge, men blev nedstemt på det konstituerende møde i byrådet.

Derefter blev der stemt, og med stemmerne 16 mod 15 blev konstitueringen vedtaget.

Med i flertallet er også Enhedslisten og SF. Sammen med de to partier blev S og LA torsdag enige om en aftale, der sikrer deleordningen om borgmesterposten.

- Nu har vælgerne talt, og så finder vi de løsninger, der er mulige, siger John Dyrby Paulsen, der kan sætte sig i borgmesterstolen de kommende to år.

Mødt med protester

Den usædvanlige beslutning har ført til protester fra flere hundrede borgere, der var mødt op foran rådhuset, før mødet skulle begynde.

Der har især været utilfredshed med Liberal Alliances kandidat, Villlum Christensen, der altså endte med at give sin støtte til Socialdemokraten John Dyrby Paulsen mod, at han selv får mulighed for at overtage posten efter to år.

Af aftalen fremgår det, at Villum Christensen, der også sidder i Folketinget, kan overtage posten, hvis han ønsker det. Det kræver dog, at John Dyrby Paulsen selv træder tilbage.

- Vi har i aftalen skrevet, at det er en mulighed, hvis det ønskes, svarer John Dyrby Paulsen på spørgsmålet om, hvorvidt der kommer et borgmesterskifte, og han dermed kun skal være borgmester i to år.

John Dyrby Paulsen afløser Venstres Stén Knuth som borgmester. Den afgående borgmester er ikke imponeret over, at en politiker fra blå blok har gjort en socialdemokrat til borgmester.

- Det er uhørt, siger Venstres nu tidligere Slagelse-borgmester til TV 2.

 - Det er politik, når det er værst.