Ny måling: Kommunalvalgssejr smitter af på Mette Frederiksen

16x9
Mette Frederiksen taler til Socialdemokratiets kommunalvalgsfest i København. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

I sidste uge var Socialdemokratiet kommunalvalgets store vinder. Nu går partiet frem i ny landsdækkende meningsmåling.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har god grund til at smile i øjeblikket.

Partiet fik næsten hver tredje stemme ved sidste uges kommunalvalg og har i skrivende stund sikret sig borgmesterposten i 47 kommuner. Og også på landsplan ser det ud til, at opbakningen til partiet er stigende.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Her står Mette Frederiksen og hendes partifæller til at få 26,2 procent af stemmerne, hvis der var valg til Folketinget i morgen. En signifikant fremgang i forhold til den seneste Megafon-målinger, foretaget inden kommunalvalget. Her stod liste A til 22 procent.

Samlet set står oppositionspartierne Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet til at få 51,3 procent af stemmerne – og kan ifølge denne måling altså mønstre et flertal i Folketinget.

Udsvingene hos de øvrige partier i målingen ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der kan derfor ikke håndfast konkluderes på disse.

S-ordfører: Har en god mavefornemmelse

Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen glæder sig ikke overraskende over målingen.

- Jeg tror, at mange danskere har stor tillid til Mette Frederiksen som statsministerkandidat og værdsætter, at vi passer på velfærdssamfundet før vi begynder at give skattelettelser, siger han med henvisning til de igangværende forhandlinger om en skattereform, hvor regeringen har foreslået skattelettelser.

- Vi husker dog på, at der er halvandet år til næste valg. Og selvom der er en rigtig god mavefornemmelse, så tager vi ingenting for givet. Det er altid tæt i dansk politik, når man når et folketingsvalg, siger Nicolai Wammen.

Nu peger denne måling på flertal til rød blok. Men det kan være svært at se, hvad I egentlig kan blive enige om her. Især udlændingepolitikken splitter jer. Bliver det ikke så godt som umuligt for Mette Frederiksen at samle de partier efter et valg?

- Det er aldrig nemt at være en mindretalsregering. Og selvom vi står godt i den her måling, er der intet, der tyder på, at Socialdemokratiet får 90 mandater. Hvis vi bliver betroet regeringsansvaret, vil vi stå for et bredt samarbejde med begge sider af Folketinget. Og jeg håber og tror, at vi på den måde kan skabe de bedste resultater for Danmark, siger Nicolai Wammen.