Klar besked fra deleborgmester: - Det er noget skrammel

Konservative Truels Schultz overtog borgmesterkæden fra Venstres Hans Ole Hansen halvvejs inde i valgperiode.

Der er ikke så mange, man kan spørge til råds, når man som i Slagelse skal lave en aftale om at dele borgmesterposten mellem to forskellige personer.

Der er faktisk kun fire, der har prøvet det på egen krop, og vi har spurgt en af dem: Konservative Truels Schultz overtog i 2004 borgmesterkæden i Assens Kommune efter Venstres Hans Ole Hansen, sådan som de havde aftalt ved valget i november 2001.

Og han er blevet klog af skade.

- Jeg vil virkelig ikke anbefale at gøre det. Jeg synes, det er noget skrammel, siger Truels Schultz til TV 2.

Vil være afhængig af tillid

Det var et ret uskønt forløb, da magten skulle overdrages til Truels Schultz. Efter planen skulle det ske ved årsskiftet, men der var så mange knaster, der skulle løses, at det først blev 1. februar.

En masse andre poster skulle fordeles, og så krævede Venstre i 11. time, at konservative måtte opgive en anden vigtig formandspost for at få borgmesterkæden.

- Det er da den oplevelse, der får mig til at sige, at det bør man lade være med at gøre. Det må kunne lade sig gøre at fordele magten på en anden måde, siger Truels Schultz.

Lovgivningen er ganske klar på området - når først en borgmester er valgt, kan han ikke væltes i løbet af den fireårige periode. Derfor vil en aftale om at dele borgmesterposten altid bero på tillid. Tillid til, at den første borgmester frivilligt afgiver magten.

- Vi kan jo se i konstitueringer rundt omkring i landet, at man ikke nødvendigvis kan stole på, at hvad der er lovet også bliver holdt. Man risikerer jo, at den aftale, man indgik, bare ikke bliver holdt, siger Truels Schultz.

Truels Schultz på vej til forhandlinger i 2001.
Truels Schultz på vej til forhandlinger i 2001. Foto: TV 2

Intet at gøre

Det var netop sagen fra Assens, der én gang for alle slog fast, at man ikke kan lave en juridisk bindende aftale om et "borgmesterbytte".

Tilsynsrådet afgjorde i 2002, at det ikke er lovligt at indgå en aftale om en kortere borgmesterperiode end den lovbestemte på fire år.

- Det papir, man skriver ned for at aftale de her ting, det er ikke et juridisk dokument. Det er sådan set bare et stykke papir, der ligger hjemme i skuffen. Så vi skal jo faktisk to år frem for at se, om der kommer jura på banen, fastslår Ulrik Kjær, der er professor ved Syddansk Universitet.

Den tillidsbaserede aftale blev afholdt i både Assens og Skævinge i sin tid, men der var dybest set ikke meget, Truels Schultz kunne have gjort, hvis Hans Ole Hansen havde nægtet at gå af.

- Tankerne strøg rundt i hovedet på mig. Jeg regnede da med, at modparten ville leve op til aftalen, men jeg kunne ikke vide, hvad der ville ske. Om aftalen overhovedet holdt vand. Det var en meget dårlig idé, konkluderer Truels Schultz.