BLOG: Højsæson for løsgængere og partihoppere

16x9
Alle kandidater bør altid have for øje, at de er en del af det større hele, som kaldes et parti, mener Pia Kjærsgaard. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

BLOG: Vi har lige haft valg til kommuner og regioner, og igen træder de frem i lyset: Løsgængerne og partihopperne.

Vi har allerede oplevet det mange gange, og mønstret er næsten altid det samme; et nyvalgt medlem af en kommunalbestyrelse føler sig forsmået og tilsidesat, og for at ”cocktailen” er perfekt, skal der bare tilsættes en ivrig journalist, der agerer ”bedste ven” med den forsmåede eksistens.

Journalisten taler med forstående stemme, og ”ofret” bevæger sig ud ad en tangent, hvorfra der ofte ikke er nogen vej tilbage. Mange bliver nemlig benovede over mediernes pludselige interesse og muligheden for at få et par overskrifter i en avis. Men mere bliver det som regel heller ikke til, for så er løbet kørt – man er ude og dermed det mest uinteressante menneske i verden. Væk er journalisternes interesse og senest efter fire år også den politiske post.

Medierne har en klar dagsorden: Strid, kævl og ballade er spændende stof for læserne, men partiet står tilbage med et tab, ligesom også stridens kerne – den forsmåede politiker – i virkeligheden ender som den helt store taber. Endelig taber også de mange vælgere, som satte deres kryds ved den pågældende politiker i den tro, at personen repræsenterede et bestemt parti og dermed et bestemt politisk program.

Det er de færreste politikere, som bliver valgt på deres glatte ansigter og deres personlige gennemslagskraft. De kan som hovedregel takke deres tilhørsforhold til et parti som årsag til, at de er blevet valgt, for vælgerne har naturligvis samtidig stemt på partiet. Men det glemmer de ofte i kampens hede og beruselsen over mediernes pludselige interesse.

Alle kandidater bør altid have for øje, at de kun sjældent bliver valgt på grund af deres fantastiske udseende eller veltalenheden, men at de er en del af det større hele, som kaldes et parti. Det udelukker også muligheden for offentligt at have holdninger, som er i strid med partiet. Når man er politiker er der i den henseende ikke længere noget, der hedder ”privat” eller ”personligt”, når det kommer til meninger og holdninger. Enten abonnerer man på hele pakken, eller også er man slet ikke med. Og nok så vigtigt: Det gælder om at respektere vælgerne og være mindre optaget af sin egen person.