Nu er det afgjort: Venstre-mand fortsætter som borgmester i Dragør

16x9
Eik Dahl Bidstrup (V) er siddende borgmester i Dragør. Foto: TV 2 Lorry

Dermed mangler borgmesterposterne kun at blive fordelt i Slagelse og på Læsø.

Lige siden vælgernes stemmer tikkede ind i Dragør, er der blevet forhandlet intenst om, hvem der skal have borgmesterkæden om halsen i kommunen.

Nu er der indgået en aftale i Dragør. 

Den siddende borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) fortsætter på posten.

Det skriver Eik Dahl Bidstrup på Facebook. 

- Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået en konstitueringsaftale omfattende 8 af den nyvalgte kommunalbestyrelses 15 mandater. Dermed fortsætter Eik Dahl Bidstrup som borgmester og det gode samarbejde mellem de tre partier, skriver Eik Dahl Bidstrup på Facebook.

- Det tillidsfulde samarbejde, som har medvirket til en god udvikling i kommunen i de seneste to valgperioder, kan dermed fortsætte. Det giver et godt fundament for fastholdelse af en solid kommunal økonomi, service og velfærd de kommende fire år, fortsætter borgmesteren.

Meddelelse: Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået en konstitueringsaftale omfattende 8 af den...

Posted by Eik Bidstrup on Saturday, November 25, 2017

Lange forhandlinger

Eik Dahl Bidstrup og spidskandidat fra Det Konservative Folkepartis Kenneth Gøtterup har ad flere omgange forhandlet siden kommunalvalget tirsdag.

Natten til torsdag lå kandidaterne fra de to borgerlige partier i langvarige forhandlinger med Socialdemokratiet om at lande en bred konstituering, og torsdag aften fortsatte forhandlingerne i kælderen under rådhuset i Dragør.

Sådan fordelte stemmerne sig i Dragør
Sådan fordelte stemmerne sig i Dragør Foto: TV 2 Lorry

Socialdemokratiet var inviteret med til forhandlingerne, fordi De Konservative og Venstre ikke kunne blive enige om, hvem der skal være borgmester. 

Dahl Bidstrup har altså nu forhandlet sig frem til en aftale udenom De Konservative og har i stedet konstitueret sig med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

De seneste dage er der blevet sat navn på borgmesterposterne i 95 af landets kommuner. Med aftenens udvikling i Dragør mangler man fortsat - her fire dage efter kommunalvalget - at finde en borgmester i Slagelse og på Læsø. 

Tæt løb 

77,8 procent af de 10.916 stemmeberettigede i Dragør satte deres kryds tirsdag.

Partierne i kommunen stod nærmest lige, efter at vælgerne havde afgivet deres stemmer.

Med fire mandater indtog lokallisten Tværpolitisk Forening pladsen som det største parti i Dragør. Lige i hælene kom Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, der hver fik tre mandater, mens Dansk Folkeparti har fået to mandater.

Kenneth Gøtterup er spidskandidat for De Konservative i Dragør.
Kenneth Gøtterup er spidskandidat for De Konservative i Dragør. Foto: TV 2 Lorry

Tværpolitisk Forening var dog ikke inviteret med til de afgørende forhandlinger på Dragør Rådhus, da de andre partier i kommunen mener, at det er problematisk at samarbejde med lokallisten.

Eik Dahl Bidstrup fik 922 personlige stemmer ved kommunalvalget. Det var omkring tre gange flere end Det Konservative Folkepartis Kenneth Gøtterup. 

De Konservatives kandidat er altså ikke med i den endelige aftale. 

- Vi blev alle sammen enige om at gå hjem her til aften og tage et møde igen i morgen, men Socialdemokraterne ringede et kvarters tid efter og sagde, at de havde besluttet sig for at pege på Venstre, siger Kenneth Gøtterup til Ritzau. 

- Vores vurdering er, at det politiske grundlag, der er blevet arbejdet på, er der ikke noget fornyelse i. Man tager ikke borgernes dom alvorligt. Der har heller ikke været ønske om et reelt bredt samarbejde, siger han. 

Magtspil i kommunen

Eik Dahl Bidstrup har været borgmester i Dragør de sidste fire år. Dahl Bidstrup konstituerede sig ved sidste valg med Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti.

I dagene efter kommunalvalget i 2013 troede Allan Holst (S) ellers, at han sad sikkert på borgmesterposten med støtte fra de Konservative og DF. Men så sprang Asger Larsen fra Det Konservative Folkeparti fra aftalen.

I stedet gik Asger Larsen sammen med Tværpolitisk Forening, Venstre og Amagerlisten for at gøre Peter Læssøe fra Tværpolitisk Forening til borgmester. Til slut endte borgmesterkæden dog dengang hos Eik Dahl Bidstrup, der altså nu forsøger at kunne fortsætte på magten.

Kun én gang har en borgmester genvundet posten i Dragør. Birgitte Rinhart fra Liste T blev som den eneste genvalgt fra 1994 til 2001. Både Liste T, De Konservative, Socialdemokratiet og Venstre har delt posten i kommunen siden 1978.