Borgmester i Odense fik et forrygende valg – men det har haft sin pris

16x9
Peter Rahbæk Juel kort efter, valgresultater er blevet offentliggjort. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Efter et godt valgresultat talte Peter Rahbæk Juel (S) om velfærd og udvikling, men det var et opgør med banderne, der slog hans navn fast.

Klokken er fem minutter over midnat på valgnatten på Odense Rådhus. Kameraer, mikrofoner og masser af nysgerrige blikke og spørgsmål er rettet mod Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, der smilende går den folkeskare i møde, der har samlet sig på byens rådhus.

Han uddeler en high five først til højre og så til venstre og får et bjørnekram, inden han igen bevæger sig fremad, mens journalister og støtter trækker sig tilbage foran ham.

- Tillykke, råber én i mængden.

- Tak, svarer borgmesteren og bryder ud i et grin.

Journalister flokkes om Peter Rahbæk Juel på Odense Rådhus.
Journalister flokkes om Peter Rahbæk Juel på Odense Rådhus. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Et interview eskalerer

Otte måneder tidligere: En episode, der vil føre til, at Odenses borgmester får politibeskyttelse, er under opsejling.

Det er sent på aftenen, og Peter Rahbæk Juel har stillet sig op ved en Circle K-tankstation i Odense sammen med et kamerahold fra TV 2. Han har siddet på borgmesterposten i mindre end tre måneder, men har allerede kastet sig ud i et opgør med byens bander. Om lidt vil han selv opleve deres konfronterende adfærd.

Overfor tankstationen ligger en hvid bygning med sort tag og vinduer, der er blændet med sort maling. Ordet ”BLACK” er ridset ind i det ene. Det er Black Armys klubhus i Odense. Den bande, som borgmesteren netop har været ude at kritisere i et interview på landsdækkende tv.

Black Armys (nu tidligere) hovedkvarter i Odense.
Black Armys (nu tidligere) hovedkvarter i Odense. Foto: TV 2

Nu styrer to mænd fra klubhuset direkte imod kameraholdet og Peter Rahbæk Juel. De spørger, om han er borgmesteren, og da han samtykker, siger det ene bandemedlem, at han godt må være der og foreslår at give hånd. Men det synes Peter Rahbæk Juel ikke er en god idé.

- Nej. Jeg bryder mig ikke om det, I laver, så jeg vil ikke give hånd, siger han ifølge Berlingske til de to bandemedlemmer.

Så eskalerer situationen.

Flere Black Army-medlemmer begynder at cirkulere rundt om tanken i biler, og en gruppe unge omringer borgmesteren og presser ham og en medarbejder op af deres bil.

Medarbejderen siger højt, at de har en anden aftale, de springer ind i bilen og kører væk.

- Han er blevet kraftigt intimideret derude, siger politiet bagefter til TV 2.

- De bestemmer ikke en skid

Men selvom borgmesteren er blevet forsøgt skræmt, og han efter episoden må få politibeskyttelse, ændrer han ikke kurs.

- Black Army har en helt forskruet opfattelse af sig selv. De bestemmer ikke en skid, siger han en måned efter til Berlingske.

Landskendt

Opgøret med banderne gjorde Odense-borgmesteren landskendt i foråret 2017. Blot tre måneder efter han havde overtaget posten fra sin forgænger, Anker Boye, der lod sig pensionere.

De eksisteret stadig under radaren

Peter Rahbæk Juel, Borgmester, Socialdemokratiet, Odense

Boye havde siddet tungt på den fineste post i byrådet i Odense i i alt 17 år fordelt over to perioder, men han trak sig i god til op til valget for at give sin afløser mulighed for at køre sig i stilling.

- Jeg vil selvfølgelig gerne give ham en bedre mulighed for at sætte sig i stolen efter valget, sagde Anker Boye dengang til TV 2.

Og så gik det stærk for afløseren, Peter Rahbæk Juel.

- For et år siden rendte jeg rundt ude på byens byggepladser og prøvede at få unge og ledige i job, hvor jeg var privat ansat, fortæller han til TV 2, dagen efter de personlige stemmer er talt op.

Med mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer i Odense er Rahbæk Juel nemlig den borgmester, der har fået 15. flest stemmer.

Stor opbakning til bandeopgør

Og det er blandt andet den markante indsats mod banderne, der har givet pote, mener den nyvalgte borgmester.

- Det er meget tydeligt. Jeg oplever, at der er en meget stor opbakning i byen til den dagsorden. Fordi der er mange, der har set dem, set hvad de har gjort og været bange og derfor ikke har turdet sige noget.

Peter Rahbæk Juel havde kun været borgmester i få uger, da udfordringen med banderne begyndte at presse sig på.

Afspressede udsatte

Først ringede flere af byens tatovører til ham, og kort efter blev han kontaktet af en talsperson for byens hjemløse og udsatte. Begge parter blev afpresset af banderne.

For den nye borgmester handlede det om at få dem, der blev afpresset, til at indse, at de havde myndighedernes opbakning. Og det lykkedes i første omgang med tatovørerne:

Fire tatovører gik med op til politiet, én endte med at anmelde.

Begge parter blev udsat for afpresning af Black Army, men for Rahbæk Juel så myndighedernes opbakning ud til at virke. Tre bandemedlemmer blev sendt i fængsel i op til otte måneder for afpresning.

Langt fra i mål

Siden har borgmesteren arbejdet målrettet for at få lukket bandernes klubhuse i byen. Og det er ikke kun gået ud over Black Army, men også rockerne fra Hells Angels.

Borgmesteren er dog ikke klar til at erklære kampen overstået.

- Vi er godt på vej, men vi er langt fra i mål. De eksisterer stadig under radaren, forklarer han.

Siden foråret har Black Army i Odense smidt rygmærkerne, og de fylder langt mindre i gadebilledet end tidligere.

Peter Rahbæk Juel er dog ikke meget for at tage æren for, at det er gået den vej. Han gentager flere gange, at der er bred opbakning både politisk og blandt borgerne i byen og myndighederne. Men det er samtidig tydeligt, at bandernes adfærd, går ham på personligt.

- Jeg har altid været kompromisløs i forhold til banderne, også på mine tidligere poster i byrådet, siger han.

Politiet er stadig opmærksomme

Da Peter Rahbæk Juel gik ind i bandekonflikten havde han aldrig forestillet sig, at det ville få så store konsekvenser, at det ville blive nødvendigt med politibeskyttelse. Det er det da heller ikke længere, men:

- Politiet er stadig opmærksomme på min situation, som han siger.

Rahbæk Juel er i tvivl om, hvor meget opgøret med banderne har betydet for succesen ved det netop overståede kommunalvalg. Han nævner den kontinuerlige indsats på velfærdsområdet og byen positive udvikling på erhvervsområdet, som to mindst lige så vigtige emner.

Bandeopgøret var gennembrud

TV 2’s politiske analytiker, Thomas Funding, er imidlertid ikke i tvivl om, hvad striden med banderne har betydet for Peter Rahbæk Juel:

- Bandediskussionen var klart hans gennembrud. Det var der, han brød igennem lydmuren. Både nationalt og også lokalt i Odense. Han blev pludselig kendt i den brede offentlighed. Og han blev kendt på et budskab, der for langt de fleste mennesker var positivt.

Drømmeresultat

Tilbage på Odense Rådhus på valgnatten: Peter Rahbæk Juel svarer på spørgsmål fra journalisterne.

- Jeg tror, det er over drømmeresultat, siger han.