Rød dominans: S tager magten i fire ud af fem regioner

16x9
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kan glæde sig over, at det lykkedes hendes parti at sætte sig på fire af formandsposterne i de danske regioner. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Efter valget er der kun blåt flertal i Region Syddanmark. To danske regioner skal have ny formand.

Socialdemokratiet vinder posten som regionsrådsformand i Region Sjælland fra Venstre.

Heino Knudsen (S) er konstitueret som ny formand med et flertal bag sig, efter der er indgået en aftale mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, hvilket giver et flertal i regionsrådet på 23 mandater.

- Det er en god aftale, vi har fået lavet. Vi skal tættere på vores borgere, vi skal tættere på vores medarbejdere, og vi skal have styrket den her politiske dagsorden, som har været et tema gennem alle forhandlingerne. Arbejdsmiljøet har fyldt rigtig meget; vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er et presset arbejdsmiljø, og det er vi enige om at sætte på dagsordenen, siger Heino Knudsen til TV ØST.

Han overtager fra Venstres Jens Stenbæk, der ikke genopstillede til posten. Venstres spidskandidat var folketingsmedlem Jacob Jensen, men det lykkedes ham altså ikke at fastholde taget i Region Sjælland.

Valget gav en fremgang på omkring fem procentpoint til Socialdemokraterne, mens Venstre gik et lignende antal stemmer tilbage.

Her kan du se valgresultatet i alle fem regioner.

S sidder nu på fire regioner

Med skiftet på Sjælland sidder Socialdemokratiet efter tirsdagens valg dermed nu på formandsposten i fire ud af fem danske regioner.

OVERBLIK: Her er de største partier i regionerne

Det er et faktum, efter det lykkedes Ulla Astman (S) at genvinde sin formandspost i Region Nordjylland, som hun har haft siden 2007, mens også Sophie Hæstorp Andersen (S) fortsætter som formand for Region Hovedstaden. Hun har været formand siden 2014.

Samtidig fastholder Socialdemokratiet formandsposten i Region Midtjylland, hvor Anders Kühnau (S) afløser partifællen Bent Hansen som formand. Bent Hansen har siddet på posten siden 2006.

Venstre holder fast i Syddanmark trods møgsager

Kun i Region Syddanmark er der ikke rødt flertal. Her er Venstre fortsat det største parti, og dermed kan Stephanie Lose (V) fortsætte på posten. Hun har været formand siden 2015.

Rød blok fik ellers god hjælp i regionen af SF, der, anført af partiets tidligere leder Villy Søvndal, mere end tredoblede sit stemmetal.

Det har ellers været en udfordrende tid for Stephanie Lose i Region Syddanmark. Hun har skullet håndteret Bios-sagen, hvor et hollandsk ambulanceselskab gik konkurs og truede kørslen i regionen.

Hun har også klaret sagen om partifællen og den forhenværende regionsrådsformand Carl Holst og hans metoder. Sager, der kunne have belastet hende. Men sådan ser hun det ikke.

- Jeg synes tværtimod, det her resultat viser, at vælgerne mener, vi har klaret de udfordringer godt, siger hun.