Rød blok erkender nederlag i Region Syddanmark

Selvom 'Villy-effekten'' slog igennem i Region Syddanmark, var det tilsyneladende ikke nok til at slå Venstre af pinden.

Stephanie Lose fra Venstre vil efter alt at dømme sidde for bordenden i Region Syddanmark de næste fire år.

Det står klart, efter lederne af både Socialdemokratiet og SF har erkendt nederlaget.

- Det handler jo om, hvem der kan komme over 50 procent. Og der kan vi se på de her tal, at det er jo ikke lykkedes, siger socialdemokraternes Poul-Erik Svendsen, der var Stephanie Loses rival til posten.

Alle stemmerne er endnu ikke talt op i regionen, men begge parter har altså erkendt resultatet.

Søvndal sikrede mange stemmer

Rød blok fik ellers god hjælp af SF, der, anført af partiets tidligere leder Villy Søvndal mere end tredoblede sit stemmetal.

- Det er ærgerligt, at det ikke lykkedes med det gode samarbejde, vi har haft undervejs med Poul-Erik. Så vi havde håbet på at nå i mål, men det gjorde vi desværre ikke, siger Villy Søvndal.

Det ser ud til, at blå blok vil få to mandater flere end rød blok, hvilket er en halvering af sejren fra sidste valg, hvor blå blok vandt med fire mandater.

- Så man kan sige, vi er kommet halvvejs, siger Villy Søvndal.

Lose har haft svære sager

Det har ellers været en udfordrende tid for Stephanie Lose i Region Syddanmark. Hun har skullet håndtere Bios-sagen, hvor et hollandsk ambulanceselskab gik konkurs og truede kørslen i regionen.

Hun har også skullet klare sagen om partifællen og forgængeren Carl Holst og hans metoder i sin tid som regionsrådsformand.

Sager, der kunne have belastet hende. Men sådan ser hun det ikke.

- Jeg synes tværtimod, det her resultat viser, at vælgerne mener, at vi har klaret de udfordringer godt, siger hun.