DF kan noget på Facebook, som ingen andre partier kan, siger ekspert

Valgkampen på Facebook er kørt gennem en computer og analyseret: Venstre er størst, men DF får en masse opmærksomhed.

En stor del af den kommunale valgkamp er blevet ført på Facebook.

Kandidaterne har brugt det sociale medie til mange gode opslag, der har genereret masser af trafik, og lige så mange rigtigt dårlige opslag, der slet ingen trafik har genereret. Blandt andet fik Svendborg-politikeren Henrik Nielsen en del opmærksomhed for den musikvideo, som du kan se øverst i artiklen.

Og det københavnske firma INNX, der er eksperter i data fra sociale medier, har set nærmere på partiernes brug af Facebook og har analyseret trafikken fra 1600 kandidater, der har offentlige politiker-profiler.

I alt er mere end 25.000 opslag, næsten en million likes og næsten 150.000 kommentarer kørt igennem firmaets computere.

- Vi kan se, at Venstre er størst på Facebook. Men at Socialdemokratiet, der er næsten lige så store, ser ud til at få mere effekt ud af det, når man tæller likes, delinger og kommentarer, siger Mads Brix, der er administrerende direktør i INNX.

DF er mester i delinger

Når det gælder delinger, er der dog ingen af de to store partier, der kan måle sig med Dansk Folkeparti.

- Dansk Folkeparti er langt bedre end alle andre, når det gælder om at få delinger af deres indhold. Det skyldes nok, at nogle af deres posts er mere kontroversielle end andre partiers og derfor vækker både positiv og negativ opmærksomhed. Den meste delte post overhovedet fra en Dansk Folkeparti-kandidat havde således overskriften ’Så Rejs Da Hjem’, fortæller Mads Brix.

INNX har udvalgt tre eksempler på opslag der er blevet modtaget meget forskelligt. En post, der har haft stor effekt. En post, der ikke har haft nogen effekt. Og en post, der heller ikke har haft den store effekt, men som prøver ihærdigt:

Jeg er stolt af at være en del af Aarhus

Jeg er stolt af at være en del af Aarhus

Posted by Jacob Bundsgaard on Friday, November 17, 2017

Husk at stemme, så er retten til at brokke sig gyldig 😃 God valg dag til alle. #stemmikael

Posted by Mikael Wandel - Venstre Ballerup on Tuesday, November 21, 2017

Gooooooodmooooooorgen Midtjylland - dag 25 ️ Skarut, "Tak for at du har set med, vi ses derude". #kvrv17 #mereArhus #mitaarhus #stempåmig #stemSkarut https://facebook.com/stemSKARUT/

Posted by Christian Skarut, Venstrepolitisk kandidat on Monday, November 20, 2017

Omvendt har INNX fundet mere end 1000 opslag på kandidaternes Facebook-sider, der absolut ingen reaktion har fået. Ingen likes, ingen visninger, ingen kommentarer.

- Det fortæller mig, at der er mange lokalpolitikere, der ikke forstår mediet. Som tommelfingerregel skal det indhold, som man lægger ud, være personligt. Der er alt for mange lokale kandidater, der bare videresender posts, der er lavet af andre. Og det virker ikke. Ikke overraskende virker det at have en holdning, mens det modsat slet ikke virker bare at re-poste holdningsløst, siger Mads Brix.

Ikke nok at være kendt

Det er heller ikke overraskende, at det hjælper at være et kendt ansigt og at lave flotte, professionelle videoproduktioner. Men det er på den anden side heller ikke nok:

- Hos de personer, der generelt får stor effekt – som Københavns Frank Jensen eller Aarhus’ Jacob Bundsgaard – kan vi se, at når de ikke tager emnet alvorligt eller ikke er skarpe, så udebliver effekten også, siger Mads Brix.

Fra klokken 20 kan du løbende få resultaterne fra både kommunal- og regionsrådsvalget lige her:

http://nyheder.tv2.dk/kommunalvalg17/resultater

Valgstederne lukker klokken 20, og når stemmerne er talt op vil konstitueringsprocessen begynde i de 98 kommuner. Her får du et hurtigt overblik over, hvem der bliver borgmester i hver af de 98 kommuner:

http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-11-16-overblik-se-hvem-der-vandt-borgmesterposten-i-din-kommune