16x9

Steffen Jensen: I Danmark skal man næsten have krisehjælp, hvis man skal arbejde uden for København

TV 2s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen skriver under valget fra det, der nedladende kaldes "Udkantsdanmark". Dette er hans personlige beretning.

Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs.

decms://7dc7d53e87320a216b56c96cd67586df464fc564

Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen langt højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet.

Dette synes virkelig som altings begyndelse.

Dengang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble.

Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.

Kundskabens træ.

Jeg beklager dette religiøse tilbagefald under indflydelse af solopgangen i Smålandsfarvandet. Jeg har boet i Mellemøsten i alt for mange år. Dernede begynder enhver historie i bogstaveligste forstand med Adam og Eva.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/8d495854-d3e6-4157-b450-958526117e3d

Eva vidste godt, at vejen frem var viden og kundskab, så hun sendte Adam i byen med besked om at komme tilbage med et af disse vidunderlige æbler.

Adam var godt klar over, at det var forbudt. Men når valget stod imellem at blive uvenner med enten Gud eller Eva, var det Gud, der trak det korteste strå.

Vi ser ikke tilbage og tænker, at der er en hel masse ting fra vores tidligere liv, som vi savner

Ann-Mai Hansen, 34 år, gymnasielærer

Da Gud indså, at han havde mistet valgets to afgørende – og eneste – stemmer, sagde han ikke bare, som politikere i dag gør, når de taber, at de ”havde været for dårlige til at forklare deres politik”. Nej, han blev vred, at han sparkede verdens to eneste mennesker ud af verdens eneste have. Ud i ødemarken.

Fra da af har vi måttet slide i vores ansigts sved for at få mad på bordet.

Men det begyndte alt sammen med et æble. Et helt fantastisk æble, skal man lige have med.

Jeg vågner op af drømmene. Lægger bibelhistorien fra mig. Færgen er ved at lægge til.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/65d25b95-0dbe-4f59-b8c1-bdddf3f03f3f

Jeg er på vej over til Æblernes Ø. Næsten også til en Edens Have i sig selv. Det siger i hvert fald alle, der har været der. Og deres æbler!

Ja, det kan slet ikke forklares. De skal smages. Uanset at det engang var forbudt i en vis persons have.

Jeg ruller ombord på færgen over til Fejø. Et lille paradis på jord lige nord for Lolland.

http://video.tv2.dk/watch/kmrei_ntsCtXYMG4BAPbsVSIrcbJP2zBhttp://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/775e2fd9-9cce-4f23-9684-19f31862e0c1

Lolland-Falster anses allerede for at være et ”udkantsområde”. Hvis det er sandt, må Fejø nærmest være udkanternes udkant. Man får på fornemmelsen, at det tilsyneladende er så langt væk fra noget andet, som så åbenbart må anses for at være centrum, at det næsten er synd for de sølle mennesker, der må udholde at bo derude.

At Danmark overhovedet kan påstå at have en ”udkant”, anser mine venner rundt om i verden som et udtryk for dansk storhedsvanvid.

- Danmark er da slet ikke stor nok til at have en udkant, siger en af mine venner i Istanbul.

Hun inviterede mig engang hjem til sin familie, og jeg fik at vide, at det var en kort, lille tur.

decms://da41ab14b114f7a8939cc7502f4e563401e1ae3f

- De bor lige i udkanten af Konya, forklarede hun, hvorefter vi først fløj til Konya i det centrale Anatolien. Det er jo ingen sag. Derefter kørte vi halvanden hundrede kilometer (!?!) for bare at komme ud til området, landsbyen ligger i.

Det kan man måske kalde udkant.

I Danmark derimod synes det at bevæge sig nærmest at føre til traumatiske oplevelser. Man skal næsten have psykologisk krisehjælp, hvis en arbejdsplads tvinger en længere ud end Hovedstadens Trafikselskabs sidste takstzone.

Det er ude i denne farlige ”udkant”, jeg har tilbragt de seneste uger for at lære den del af Danmark at kende, som tilsyneladende er blevet opgivet, fordi det ligger for langt væk fra den nærmeste døgnåbne 7-Eleven.

Det er sådant et sted, langt ude på ”udkanten”, denne beretning sendes hjem fra.

Fra Fejø!

http://video.tv2.dk/watch/ulSosJ_y_yfSBkfw47_B376BhPHGedh9

Jeg ankommer tidligt om morgenen. Lige efter solopgang. Men de første Fejøboere er allerede oppe. Ved færgen er der en kø af biler, der skal over på ”fastlandet”. I citationstegn, fordi ”fastlandet” Lolland jo også er en ø.

Det første, man bemærker, er, at alle hilser.

Hvis du har brug for et eller andet, så skriver du det blot på Fejø-mailinglisten, og i løbet af ingen tid er problemet blevet løst

Amanj B. Karim Frydendal, kemiingeniør og restauratør

I begyndelsen tror jeg, at det er en fejl. At jeg eller min bil blot ligner en eller anden lokal, som alle kender. Men sådan er det ikke. Folk her hilser faktisk på hinanden. Hele tiden.

Jeg passerer en par mænd, der står og diskuterer et hul i væggen på et bindingsværksværkshus. Da jeg nærmer mig, vender de begge to, næsten som på kommando, rundt og vinker til mig. Jeg vinker straks tilbage og føler mig med det samme hjemme.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/fcd35514-41bb-481b-942e-a150c91764bd

Hold da helt op, hvor er de søde og rare herovre. Herefter vinker jeg til højre og venstre til alt og alle.

Jeg er kommet herover dagen inden Æblets Dag.

Ikke det æble! Ikke fejringen af det æble, der fik os smidt ud af Paradis. Men fejringen af Fejøs stolthed: øens frugt- og æbleproduktion.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/6ef027db-6ae7-4e00-aa84-9b63eb215392http://video.tv2.dk/watch/JmqVZhyYpJ_QT7svDj32xeivBnkW3ihQ

- Du har ikke smagt et godt æble, så længe du ikke har smagt et æble fra Fejø, sagde en af mine venner. Man tror det ikke, men han havde ret. Det er en helt speciel oplevelse.

Det er dog letsindigt at komme til Fejø dagen inden Æblets Dag og forvente, at man kan finde overnatning til dagen efter. ”Der var ikke plads på herberget” for at blive i den bibelske terminologi. Alt var optaget. Kroen, alle B&B’s. Jeg forsøgte endog at leje et sommerhus.

Så slog en af mine lokale venner det op på Fejøs interne internetside, at min kameramand og jeg manglede et sted at overnatte. I løbet af et par timer var det ordnet. Frank fra København, som bor herovre en del af tiden, tog os ind, selvom han havde hele sin egen familie på besøg. Og han ville ikke høre tale om at tage imod betaling.

Velkommen til Fejø!

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/207d1b7c-522e-4383-a59d-e92a9524a121http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/656caab0-8440-42f9-80bf-462b20e861d8

Det kan godt være, at det ikke er Edens Have, men det er tæt på. Folk hilser på hinanden. De er venlige. Alle er utrolig hjælpsomme. Og de er ubegribeligt gæstfrie.

Fejø har et bedre og mildere klima end mange andre steder i landet, får jeg at vide. Derfor er øen berømt for sin frugt. Især sine æbler.

Denne oase af skønhed har nogle af de bedste æbler, man kan forestille sig. Tonsvis af lækre, knasende, sprøde, saftige æbler bliver høstet og transporteret afsted i lastvognstog efter lastvognstog. Tusindvis af liter most bliver presset og cider produceret.

Og her er det måske på sin plads at understrege, at jeg ikke modtager returkommission eller andet fra øens æbleproducenter.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/dbad7d0d-ba89-4261-953f-ff2d59f588bc

På Æblets Dag er alle – øboere og tusindvis af turister – samlet i Dybvig Havn, som er spækket med boder og smagsprøver. Her kan man på én gang møde alle, der på nogen måde har noget at gøre med øen.

Det udnytter jeg til at forsøge at finde ud af, hvad det er, ”udkantsområderne”, landdistrikterne eller en ø som Fejø har brug for?

Er det højere bloktilskud fra staten? Nej. Det er slet ikke det, det handler om, siger mange, jeg taler med. ”Udkanten” kan godt selv. Folk herude har blot brug for, at der ikke bliver lagt dem forhindringer i vejen.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/6a8a54b7-2f5f-4a3b-943a-be77f65fc896

Ann-Mai Hansen, der sidder i Fejø-bestyrelsen og selv er ung tilflytter, siger:

- Fejø har brug for sådan nogle som os, og så griner hun stort. Det, hun mener, er unge mennesker og familier med børn som hende selv.

- Vi har selvfølgelig brug for, at der bliver ved at komme nye mennesker herned. Især børnefamilier og unge mennesker. Ellers bliver gennemsnitsalderen højere og højere, og det er synd. For selvom de ældre hernede gør et kæmpe arbejde, og det er deres fortjeneste, at vi unge får lyst til at vende tilbage, så skal der stadigvæk være nogle, som fører det videre.

Skal man have unge børnefamilier til at flytte hertil, skal man have skole, børnehave og vuggestue. Men er der ikke børn nok, risikerer man, at den lukker. Det er ”hønen og ægget".

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/fd9dadab-a06e-4849-bb32-039ef130ca7c

- Det er svært at retfærdiggøre, at en skole skal blive ved med at fungere, hvis der ikke er nogen børn. Derfor har vi brug for, at der kommer familier herned, som vil det her liv, indrømmer Ann-Mai Hansen.

Skolen er i sig selv en skøn lille oase. Kun 14 elever fordelt på 0.-4. klasse. Derfor undervises mange af dem sammen, og de hjælper alle sammen hinanden. Da jeg besøger skolen, sidder børnene rundt om i hjørner og kroge og hygger sig.

Vi kan jo også se, hvordan indvandrere af anden etnisk baggrund engagerer sig i vores samfund på samme måde som alle andre

Leif Spandet Jensen

De ældre elever læser højt for de yngre, der betagede lytter efter. Her er ro, orden, venlighed og hjælpsomhed på tværs af aldersgrupper. Sådan begynder solidariteten og fællesskabsfølelsen, som er essentiel for et lille samfund. Man hjælper og passer på hinanden.

At øen overhovedet fortsat har en skole, er en af Fejøboernes mange sejre og stoltheder.

Lolland Kommune havde egentlig besluttet at nedlægge den. Børnene skulle i så fald have været med færgen hver morgen for at komme i skole ovre til skolen på den anden side af sundet.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/4590a07f-dee9-4964-b6a7-440278fa7b36http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/968c49b1-cfa7-41f9-bf16-796e8e19a0a3

En af de ildsjæle, som satte jord og himmel i bevægelse for at bevare skolen, da kommunen ville lukke den, var Morten Fokdal Knudsen. Han er også tilflytter, men har boet på Fejø i næsten 10 år.

- Deres regneark ovre i kommunen viste, at de kunne spare penge ved at nedlægge vores skole. Det var vi naturligvis uenige i. Og selvom vi kunne se, at vi havde tallene på vores side, kunne vi også godt se, at vi ikke havde nogen opbakning til at bevare den, siger han.

- Vi forhandlede alligevel med kommunen, og til slut endte vi med at erhverve skolebygningerne for én krone, og Lolland Kommune giver et driftstilskud.

Ann-Mai Hansen vil ikke nægte, at man skal være rede til at gøre en indsats. Men det er på den anden side også en del af charmen ved at bo i et lille ø-samfund. Det er den mørtel, der holder samfundet sammen.

- På Fejø er der en tradition for, at man tager fat, hvis der er noget, der ikke fungerer. Lukker man skolen, sørger vi for, at man åbner en ny. Lukker man biblioteket, åbner vi bare vores eget. Truer man med at tage bussen fra os, så får de ikke lov til det, ellers finder vi på noget nyt. Og sådan kan man blive ved. De må ikke få lov til at vende den her positive udvikling, vi har gang i, siger hun.

Jeg, som kommer udefra, bliver imponeret. Når jeg følger Danmark i medierne udefra, er det, som om der er to betændte diskussioner, der trumfer snart sagt alt andet. Udkantsdebatten og diskussionen om indvandrere og fremmede.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/dc4d5122-578a-48e6-92a0-3809e6cb31b1

På Fejø og i andre såkaldte udkantssamfund ser det næsten ud, som om man er helt ligeglade og har bevaret mange af de gode, gamle danske dyder, som er forsvundet mange andre steder: Man værdsætter fællesskabet og holder sammen samfundet kørende, fordi det er alles ansvar, og samtidig er man som udgangspunkt åbne, venlige og gæstfrie over for fremmede.

På mange måder synes det, som om alle vi andre kunne blive en god del klogere ved at tage en tur ud til ”udkanten” og lære noget.

En af dem, der lærer mig noget nyt, er Laust Spandet Jensen, Fejøs største frugt- og æbleproducent.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/e411fc6a-fa54-4916-a123-5c61d1e0cda4http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/9472b2cf-eeb7-4477-8acb-dbbc8b32a365

- Vi har mange faste danske medarbejdere, men vi oplever i stigende grad, at det kan være svært at få sæsonmedarbejdere, så der har vi igennem mange år brugt udlændinge. Mange af dem kommer igen og igen, år efter år. Til slut bliver mange af dem så glade for det faste arbejde og den ro og fred, der er herovre, så selvom det betyder, at de skal flytte kone og børn og det hele, så vælger de at slå sig ned her, siger Laust Spandet Jensen.

- Det bidrager jo også til den internationale forståelse, at vi har så mange folkeslag samlet herovre, og så giver det jo også noget kolorit på tilværelsen, at der spilles op til etnisk dans på skolen og så videre. Og vi kan jo også se, hvordan indvandrere af anden etnisk baggrund engagerer sig i vores samfund på samme måde som alle andre, siger han, og understreger, at på Fejø er der ikke noget parallelsamfund.

Her lærer alle dansk, arbejder og engagerer sig. Det gør forskellen. Og det gør også, at man får et andet syn på udlændinge.

Der er simpelthen ikke noget parallelsamfund herovre?

- Nej, lyder svaret bestemt.

En anden af øens frugtavlere er Kai Winter på Kernegaarden. Han og hans kone, Anita, forædler selv sine æbler til most og cider. I særdeleshed er cideren i særklasse. Den gør en række af landets allerfineste restauranter til Kernegaardens faste kunder.

Blandt andet Michelin-restauranten Geranium i København.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/a1a2b568-8306-4699-b7f4-7e1207559350

Naturligvis er det en forretning, men det er meget mere end det. De to og deres børn kom også til Fejø for at lægge deres liv om, satse på nogle anderledes kvaliteter, og sådan er det også med deres virksomhed. Det handler også om livskvalitet, siger Kai Winter.

Arbejdet hernede skal ikke bare måles i penge, det skal også måles i livsindhold. Udover at man tjener penge på sin mælk eller ost eller sin cider og most, så bør man også vise, hvad man gør for andre

Kai Winter, frugtavler og ciderproducent

- Udover at vi naturligvis står op hver eneste dag for at gå på arbejde ligesom alle andre, så har vi en vidunderlig arbejdsplads lige midt i naturen. Vejret skifter, og vi kan rigtig mærke det, siger han, mens vi spadserer rundt i en af Kernegaardens æbleplantager.

Hele produktionen er økologisk. Her er ti forskellige æblesorter, som er specielt udviklet til ciderproduktionen. Bitre, syrlige og søde, som, når de blandes, skaber en rigtig kvalitetscider.

Udover cider laver Kernegaarden også calvados (fransk æblebrændevin -red), gastrik og eddike, udviklet på de samme æbler.

http://video.tv2.dk/watch/i1ksiyCYbS0a6DF7L_ui6RYPCvg3Ks0ohttp://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/5c1a62e7-dd3c-4e7c-8e84-975977dd8146

- Vi er nogle af de første i Danmark, som fremstiller calvados. Det må ikke hedde calvados, så vi kalder det en Fejø Calva, som har lagret i ni år på trætønder og er fremstillet af de samme æbler, som vi også laver vores cider med.

Selvom Kai er pavestolt over kvaliteten af sine produkter, så er der også andre værdier, der er vigtige for ham og hans kone.

- Arbejdet hernede skal ikke bare måles i penge, det skal også måles i livsindhold. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at der i fremtiden blev indført en tredje linje på vores årsregnskab, hvor man visualiserede livskvaliteten. Udover at man tjener penge på sin mælk eller ost eller sin cider og most, så bør man også vise, hvad man gør for andre. Hvad man gør i fællesskab.

Naturligvis står vi sammen herovre

Kai Winter, frugtavler og ciderproducent

Kai Winter lyder på alle måder som en atypisk forretningsmand. Hans konkurrenter på øen er slet ikke konkurrenter, men venner. Livskvalitet er meget vigtigere end profit. Han vil gerne til Butan for at se, hvordan de kombinerer deres livssyn med forretningslivet. Han er en varm fortaler for deleøkonomi, som her på Fejø ikke er nyt og hot, men noget man lige så stille har praktiseret i masser af år.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/b019901f-8996-41d2-b8e7-da7d0a4d3c9b

- Vi har i mange år haft nabohjælp og deleøkonomi via vores mailingliste, som har en 400-500 medlemmer. Vi har kørselsordninger, hvis du skal nogen steder hen eller have bragt varer. Skal du bruge noget særligt peber eller mynte til din mad, så har du det inden for et par minutter, siger han.

http://imbo2.tv2.dk/users/editorial/images/1ae847a0-1e06-4733-90d2-9cdae40c787e

- Naturligvis står vi sammen herovre. Vi kæmper jo for at få flere folk hertil. Vi arbejder for en god helhedsskole. Vi sikrer, at vores købmand overlever. Vi arbejder sammen med Lolland Kommune om at forbedre forholdene. Sikrer, at færgen sejler. Jo mere den sejler, jo bedre vilkår er der for at få folk til øen. For så kan de både arbejde øen, og de kan pendle.

Fejø befinder sig allerede i en opgangsperiode, hvilket vel lyder lidt sært for en ø, der burde være udkanternes udkant.

Men Fejø passer ikke ind i mediernes og andres undergangs- og forfaldsfortælling om ”udkanten”.

Her går det fremad. Det burde vel egentlig også være en historie. Endog en ganske god historie. Indbyggertallet vokser, og gennemsnitsalderen falder. Der er hele tiden nye tilflyttere. Nogle af dem med børn. Andre fra udlandet. Alle er velkommen.

Så det er ikke bare æblerne, der er specielle på Fejø. Det er indbyggerne også. Måske er det, fordi de netop ikke har hørt efter og derfor forspist sig på Kundskabens træ?

Hvem ved?

Steffen Jensens rejse i Udkantdanmark fortsætter. Se hans første indlæg om mediernes fejlagtige myter.

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/ja-for-fanoe/hoejt-til-loftet-paa-en-lille-oe-141602/