Her er de danske bykonger, der har regeret længst

Hans Toft fra Gentofte er lige nu rekordholderen. Se listen med de længstsiddende borgmestre i bunden af artiklen.

De bryder sig egentlig ikke om ordet, men Hans Toft fra Det Konservative Folkeparti i Gentofte og Erik Nielsen fra Socialdemokratiet i Rødovre er noget af det tætteste, man kommer på danske bykonger.

- Konger er enevældige. Det er man ikke i en kommunalbestyrelse, uanset om man har flertal eller ej, siger Erik Nielsen om forskellen.

Han har siddet på tronen i Rødovre Kommune i knap 24 år, og han er kun overgået af kollegaen Hans Toft, der har været Gentoftes ansigt udadtil et enkelt år længere.

I alt har 12 af de 98 nuværende danske borgmestre siddet i 15 år i træk eller mere.

Men er de lange perioder så en fordel eller ulempe for kommunerne?

Det kan være begge dele, vurderer kommunalforsker fra Syddansk Universitet Ulrik Kjær. 

Erik Nielsen til venstre i billedet har været borgmester i Rødovre siden 1994. Kollegaen Hans Toft til højre i billedet har siddet ved magten i Gentofte siden 1993.
Erik Nielsen til venstre i billedet har været borgmester i Rødovre siden 1994. Kollegaen Hans Toft til højre i billedet har siddet ved magten i Gentofte siden 1993. Foto: TV 2

Ensidige kommunalbestyrelser

På den negative side er borgmestrenes kendte navn og ansigt så stærkt et brand i kommunen, at det tiltrækker vælgere, der ellers ikke ville stemme på deres parti. Det kan betyde, at der ikke er så stor alsidighed i, hvilke partier der bliver valgt til kommunalbestyrelsen.  

- De her borgmestre overstråler de andre politikere. Det er vanskeligere for andre politiske talenter at erobre rampelyset, og det er meget svært at være oppositionspolitiker, for borgmestrene er svære at vælte, siger Ulrik Kjær.

Hans Toft ser det dog kun som en fordel, at kommunens borgere kender ham.

- Det er rart at komme ned på en af gågaderne, og der så er en dreng, der råber: "Hej borgmester." Så er man tæt på det, demokratiet handler om, nemlig at folk føler, de er en aktiv del af det, siger han. 

År på bagen giver politisk slagkraft

Jo længere tid en borgmester har siddet, jo mere sikker kan vedkommende føle sig på at blive siddende, vurderer Ulrik Kjær. 

Et kendt navn kan nemlig også gavne kommunen. 

- Borgmestre, der har siddet længere, kan ofte tale kommunens sag med stor vægt i den landspolitiske debat. Der bliver simpelthen lyttet mere til dem, siger Ulrik Kjær. 

Han tilføjer, at borgmestrene ofte også har opbygget vigtige kontakter til Kommunernes Landsforening og erhvervsvirksomheder, der kan blive en fordel. 

Afstemning

Uden fremdrift er det tid til et skifte

En undersøgelse fra seneste valg viste, at borgmestre i gennemsnit får ti år med borgmesterkæden om halsen, inden de bliver skiftet ud. 

Men der findes ingen opskrift på, hvad der er den mest optimale længde ved magten.  

For Erik Nielsen er grænsen ikke nået endnu.

- Vi er hele tiden nødt til at se indad og se, om vi sidder her for vores egen skyld. Hvis ikke der er fremdrift længere, må man overveje, om det er tid til et skifte. Men jeg tror faktisk, det er en større styrke end svaghed at have været borgmester længe, siger han. 

Se hvilke andre borgmestre, der deler hans synspunkt og er blandt de længst siddende nuværende borgmestre her.

Her er de længstsiddende nuværende borgmestre

Hans Toft, Gentofte, 24 år

Hans Toft Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark
Hans Toft har været borgmester siden 1993. Han er valgt for Det Konservative Folkeparti. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 53,1 procent af stemmerne i Gentofte Kommune, og Hans Toft fik 12.618 personlige stemmer. 

Erik Nielsen, Rødovre, 23 år

Erik Nielsen Foto: Dennis Lehmann / Scanpix Denmark
Erik Nielsen har været borgmester siden 1994. Han er valgt for Socialdemokratiet. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 46,6 procent af stemmerne i Rødovre Kommune, og Erik Nielsen fik 4501 personlige stemmer. 

Johnny Søtrup, Esbjerg, 23 år

Johnny Søtrup Foto: CLAUS FISKER / Scanpix
Johnny Søtrup har været borgmester siden 1994. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 42,7 procent af stemmerne i Esbjerg Kommune, og Johnny Søtrup fik 12.728 personlige stemmer. Han genopstiller ikke.

Henrik Zimino, Tårnby, 23 år

Henrik Zimino Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Danmark
Henrik Zimino har været borgmester siden 1994. Han er valgt for Socialdemokratiet. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 40 procent af stemmerne i Tårnby Kommune, og Henrik Zimino fik 3763 personlige stemmer. Han genopstiller ikke.

Ole Bjørstorp, Ishøj, 16 år

Ole Bjørstorp Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark
Ole Bjørstorp har været borgmester siden 2001. Han er valgt for Socialdemokratiet. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 51,2 procent af stemmerne i Ishøj Kommune, og Ole Bjørstorp fik 2201 personlige stemmer. 

Ib Kristensen, Billund, 15 år

Ib Kristensen Foto: Kasper Palsnov / Scanpix Denmark
Ib Kristensen har været borgmester siden 2001. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 46,5 procent af stemmerne i Billund Kommune, og Ib Kristensen fik 1801 personlige stemmer. 

Lars Krarup, Herning, 15 år

Lars Krarup Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Lars Krarup har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 57,7 procent af stemmerne i Herning Kommune, og Lars Krarup fik 13.632 personlige stemmer. 

Carsten Kissmeyer, Ikast-Brande, 15 år

Carsten Kissmeyer Foto: Bjarne Luthcke / Scanpix Denmark
Carsten Kissmeyer har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 36,2 procent af stemmerne i Ikast-Brande Kommune, og Carsten Kissmeyer fik 3027 personlige stemmer. Han genopstiller ikke.

Mogens Gade, Jammerbugt, 15 år

Mogens Gade Foto: Bjarne Luthcke / Scanpix Denmark
Mogens Gade har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 45,7 procent af stemmerne i Jammerbugt Kommune, og Mogens Gade fik 3554 personlige stemmer. 

Erik Flyvholm, Lemvig, 15 år

Erik Flyvholm Foto: Morten Stricker / Scanpix
Erik Flyvholm har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 48,7 procent af stemmerne i Lemvig Kommune, og Erik Flyvholm fik 2634 personlige stemmer. 

Iver Enevoldsen, Ringkøbing-Skjern, 15 år

Iver Enevoldsen Foto: Jørn Deleuran / Scanpix
Iver Enevoldsen har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 44,9 procent af stemmerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, og Iver Enevoldsen fik 1998 personlige stemmer. Han genopstiller ikke som borgmesterkandidat, men derimod som menigt byrådsmedlem.

Egon Fræhr, Vejen, 15 år

Egon Fræhr Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark
Egon Fræhr har været borgmester siden 2002. Han er valgt for Venstre. Ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik partiet 43,4 procent af stemmerne i Vejen Kommune, og Egon Fræhr fik 2407 personlige stemmer.