Politiker trækker sig efter sag om sex-orgier

16x9
Ammitsbøl forsamlingshus syd for Vejle, hvor arrangementerne har fundet sted. Foto: Keld Vrå / TV 2

Udover at trække sig fra kommunalvalget, sygemelder Per Zeidler sig også fra byrådet.

Efter det er blevet afdækket, hvordan byrådsmedlem Per Zeidler fra Syddjurs Kommune har deltaget i flere arrangementer, hvor adskillige mænd skal have købt sig til gruppesex med unge kvinder, har han valgt ikke at stille op til det kommende kommunalvalg.

Det skriver Adresseavisen Syddjurs.

I en kortfattet pressemeddelelse til avisen skriver Per Zeidler, at "Social Liberal Borgerliste har valgt at trække sig og opstiller ikke til det kommende kommunalvalg den 21. november 2017".

Desuden meddeler Per Zeidler, at han sygemelder sig fra byrådet.

- Har ikke flere kommentarer, lyder det afslutningsvis i meddelelsen ifølge Adresseavisen Syddjurs.

Borgmester i Syddjurs Kommune Claus Wiltoft bekræfter overfor TV 2 ØSTJYLLAND, at han modtog Per Zeidlers sygemelding i en email fredag morgen.

- Det, synes jeg, er en fornuftig beslutning, siger Claus Wistoft til TV 2 ØSTJYLLAND.

Afsat som formand for familieudvalg

Torsdag aften besluttede familieudvalget i Syddjurs Kommune at afsætte Per Zeidler som formand, efter Århus Stiftstidende i detaljer har beskrevet, hvordan den nu tidligere formand har deltaget ved flere såkaldte gangbang-arrangementer i et tidligere forsamlingshus nær Vejle.

Her skulle han blandt andet have transporteret to unge kvinder på henholdsvis 19 og 23 år til og fra et af arrangementerne, mens han selv udeblev fra et møde i byrådet for at deltage i et andet sex-arrangement.

- Jeg forholder mig til, hvordan vi får udvalget til at fungere fornuftigt. Det mener jeg ikke, at den nuværende formand kan gøre - uanset hvad hans indblanding i den her sag er, sagde Jesper Yde Knudsen (EL), der nu er valgt som ny formand i familieudvalget, til TV 2 ØSTJYLLAND inden mødet.

Kan sigtes for rufferi

Østjyllands Politi bekræftede torsdag eftermiddag, at to midaldrende mænd fra henholdsvis Syddjurs og Vejle er sigtet for rufferi. De blev onsdag afhørt, efter flere borgere har henvendt sig til politiet.

- De blev løsladt efter endt afhøring, men de er fortsat sigtet i sagen, som vi stadig efterforsker, lød det fra kommunikationskonsulent Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi torsdag eftermiddag.

Hvis det viser sig, at Per Zeidler er arrangør af gruppesex-arrangementerne og har en form for økonomisk mellemværende med kunder såvel som kvinder, kan en sigtelse om rufferi munde ud i fire års fængsel.

Der er tale om rufferi, når man stiller en anden persons seksuelle ydelser til rådighed mod betaling.

Per Zeidler har over for Århus Stiftstidende afvist, at han er arrangør eller kunde ved sexarrangementerne.