BLOG: Satspuljeaftalen øger uligheden og er ikke noget at prale af

16x9
. Foto: Scanpix / Søren Bidstrup

Partierne bag satspuljeforliget har i dag indgået årets aftale om fordeling af satspuljemidlerne. I år er der et særligt fokus på unge hjemløse. Og det er nødvendigt. Men det er pinligt at se partierne bag puljen stå og prale af de gode sociale indsatser. For de glemmer at fortælle at pengene kommer fra nogle af dem, der har allermindst – nemlig, pensionister, syge og arbejdsløse.

De står der hvert efterår. Alle socialordførerne. Med store smil praler de af satspuljeaftalen og fortæller om de gode indsatser for hjemløse og andre socialt udsatte, som de har brugt i omegnen af en halv milliard kroner på. Men det er en pinlig omgang. For pengene finder partierne ved at snuppe 0,3 % fra overførselsindkomsterne – folkepensionen, førtidspensionen og kontanthjælpen – for derefter at dele dem ud til socialt udsatte. År efter år. Pengene til dem, der har mindst, tages altså fra dem, der har mindst.

Stigende ulighed og færre penge til de fattigste

For det første betyder det, at uligheden stiger. Der bliver simpelthen større forskel på dem, der er inden for arbejdsmarkedet og dem, der er udenfor. Og det sker med stemmerne fra en lang række partier, der ellers fortæller vidt og bredt, at de ønsker at bekæmpe uligheden.

For det andet betyder det færre penge til nogle mennesker, der i forvejen har meget svært ved at få tingene til at løbe rundt. For en enlig folkepensionist betyder satspuljen 7.716 kr. mindre mellem hænderne i 2017, end de ville have haft, hvis man ikke havde lavet denne sirlige konstruktion tilbage i 90’erne. For en sygemeldt på sygedagpenge er det 11.385 kr. mindre. Og for en kontanthjælpsmodtager med børn 9.348 kr. Det er mange penge, der nu mangler hos nogle grupper, hvor mange lever i fattigdom. Penge der kunne bruges på skoletasker, lejrskoler, fritidsaktiviteter, forsikringer eller tandlægebesøg, som vi ved ofte er de ting, der spares væk hos mennesker i fattigdom.

Og det sker med stemmerne fra alle partier, undtagen Enhedslisten.

Problemerne er mange

Satspuljen er asocialt finansieret. Men det er også en uholdbar, ustabil og usikker finansiering for de mange vigtige sociale indsatser, der får pengene. De ved nemlig ikke, om de kan blive ved med at få pengene, og når bevillingerne udløber, står mange gode og vigtige indsatser overfor lukning. Samtidig vil den særlig konstruktion af finansieringen betyde, at puljens størrelse svinger og efter år, og at der nogle år simpelthen ikke er en krone at give ud. Og så oplever vi endda en kedelig tendens, hvor satspuljemidlerne bliver brugt til at kompensere for kommunernes stramme økonomiske budgetter. Pengene går simpelthen i højere grad til ældrepleje, bandepakker, politiuddannelse og psykiatri – altså helt almindelige velfærdsudgifter – og i mindre grad til socialt udsatte, som den oprindelige tanke var. Det er ærligt talt svært at finde et godt argument for at fastholde puljen, som vi kender den.

Er det bedre at sidde med ved bordet?

Jeg kritiserer ofte satspuljen, og jeg er en særligt hård kritiker af de partier, der normalt står side om side med os i Enhedslisten, når det kommer til bekæmpelse af fattigdom og ulighed. For når det kommer til Alternativet, SF og Socialdemokraterne har jeg nok lidt andre forventninger. De siger jo, at vi skal bekæmpe uligheden og fattigdommen, men alligevel går deres stemmer år efter år til det modsatte.

Og de siger da også alle sammen, at det ikke er en særlig god konstruktion den satspulje. Men de vil hellere ”sidde med ved bordet”, som de siger. Problemet med det argument er jo bare, at hvis vi alle sammen sidder med ved bordet, fordi vi gerne vil stå og prale foran glasdøren, når pengene deles ud, kommer der aldrig et flertal for at stoppe den asociale finansiering.