Politiker færdig som formand i Syddjurs Kommune - beskyldt for at holde sexorgier

16x9
Per Zeidler. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Per Zeidler beskyldes for at have arrangeret flere sexorgier - blandt andet på et tidspunkt, hvor han skulle være til stede ved et byrådsmøde.

Byrådspolitiker Per Zeidler fra Syddjurs Kommune er ikke længere formand for kommunens familieudvalg.

Udvalget har torsdag været forsamlet til et ekstraordinært møde, og her er lokalpolitikeren blevet afsat som formand.

I stedet er den hidtidige næstformand Jesper Yde Knudsen (EL) valgt som ny formand.

Opfordret til at trække sig

Mødet blev hasteindkaldt, efter at borgmester Claus Wistoft (S) tidligere torsdag opfordrede byrådspolitikeren til at trække sig.

Det skete efter beskyldninger i Århus Stiftstidende om, at lokalpolitikeren havde deltaget i mindst to sexarrangementer i et forsamlingshus syd for Vejle. Her kunne mænd mod betaling købe sig til gruppesex.

Ifølge avisens oplysninger fragtede byrådspolitikeren to unge kvinder til arrangementerne, der i et af tilfældene fandt sted samtidig med, at der blev afholdt byrådsmøde i Ebeltoft.

Østjyllands Politi oplyser, at man efterforsker sagen.

To er sigtet for rufferi

Man har således anholdt to 54-årige mænd fra henholdsvis Syddjurs og Vejle. De to mænd sigtes for rufferi. Politiet vil ikke bekræfte, om en af de sigtede er Per Zeidler.

Begge mænd blev løsladt efter endt afhøring, men sigtelsen for rufferi opretholdes.

Der er tale om rufferi, når man stiller en anden persons seksuelle ydelser til rådighed mod betaling.

Zeidler afviser at stå bag orgier

Det har torsdag ikke været muligt at høre hovedpersonens egen stillingtagen til beskyldningerne.

Per Zeidler har dog over for Århus Stiftstidende afvist, at han er arrangør eller kunde ved sexarrangementerne.

Per Zeidler var indtil 1. oktober spidskandidat for Liberal Alliance i Syddjurs Kommune, men efter sager om rod i privatøkonomien forlod han partiet.

I stedet blev han løsgænger i byrådet og dannede sin egen borgerliste, Den Socialliberale Borgerliste.

Sammen med sin søn stiller han op for denne borgerliste ved kommunalvalget 21. november.