Kan dette lindetræ i en rundkørsel flytte stemmer ved valget?

16x9
Sådan ser det ud med det store lindetræ i midten af Vibegårds Runddel i udkanten af Rønne. Men træet skal væk. Foto: TV 2 Bornholm

Lokale sager, som kan virke små, kan under kommunalvalg vokse sig store. Og det må politikerne ikke undervurdere, mener ekspert.

I udkanten af Rønne, i den anden rundkørsel på vej ud af byen, står et lindetræ i ensom majestæt på den flade midterø, der leder trafikken rundt mod urets retning.

Det bornholmske træ ligner nok så mange andre, men netop dette træ har det seneste halve år været omdrejningspunkt for en heftig debat på klippeøen. For træet skal fældes til fordel for et kommende kunstværk.

Værket er en syv meter høj skulptur, der er inspireret af øens rundkirker. Men en stor gruppe borgere bryder sig ikke om plastikskulpturen, som de har givet øgenavnet 'smølfehuset'.

- Man kan ikke fælde et sundt og flot træ til fordel for noget, som nogen kalder kunst. For mig er det ikke kunst, men en karikatur af en kirke, der gør nar af vores kultur, siger Jette Rømer Oldentoft.

Hun er en af initiativtagerne bag Facebook-gruppen 'Bevar Lindetræet i Vibegårds Runddel', der har lidt over 1500 medlemmer, og hun ser gerne, at træet bliver en del af kommunalvalgkampen på Bornholm.

- Jeg har været socialdemokrat alle mine dage, men jeg kan simpelthen ikke acceptere den måde, man behandler den her sag, siger Jette Rømer Oldentoft.

Lokalsager kan blive store valgemner

De store mærkesager ved kommunalvalg er typisk brede temaer som skoler og dagtilbud, beskæftigelse og ældrepolitik.

Men ved hvert valg opstår der sager, som får stor betydning, selvom de udefra set kan virke meget små. For blandt de lokale borgere er sagerne ofte hverken små eller ubetydelige, forklarer kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

- Jeg ville som politiker passe på med at undervurdere de her sagers betydning. For alt afhængig af timingen og fraværet af større emner kan det ende med at være det, der bliver snakket rigtig meget om i valgkampen, siger han.

Han henviser til eksempler fra tidligere kommunalvalg, hvor små sager om flytningen af et busstoppested og en butik i Faaborg-Midtfyn Kommune eller lukningen af en trafikeret vej i Odense blev store emner under valgkampen. Og sagerne er der også i år, som det fremgår af TV 2 og TV 2-regionernes overblik over hvilke tre sager, der kan afgøre valget i hver kommune.

Kommunalvalg 2017

Tre sager der kan afgøre valget i din kommune

Vi kan ikke finde en kommune med det navn. Prøv igen
Sammen med TV 2 Regionernes politiske redaktører og reportere har vi samlet overblikket over, hvilke sager der bliver diskuteret lige nu.
Hop til en af de seks største kommuner
Læs mereKøbenhavn
Hvordan skal man komme af med banderne? Fri hash eller straf til de kriminelles familier
Læs mereAarhus
Trafikken og nybyggerierne i Aarhus C får temperamentet til at koge i Smilets by
Læs mereAalborg
Kirkeombygning giver p-problemer i Aalborg, mens landområderne spørger 'Hvad med os?'
Læs mereOdense
Skattestigning deler byrådet - er enten velfærd eller falliterklæring
Læs mereEsbjerg
Hver femte stemme er i spil efter Esbjergs ukronede bykonge har forladt sin trone
Læs mereRanders
'Svagpisser' - den hårde tone i byrådet har ført til opsigelser i administrationen og kan påvirke valget

I Kerteminde Kommune fylder for eksempel diskussionen om et nyt rådhus, mens mange i Hvidovre Kommune har følelser omkring den gamle gård Risbjerggård, som et politisk flertal er klar til at rive ned for at bygge nyt. Og i Langstrup i Fredensborg Kommune er borgerne delt i to lejre om den lokale skydebane.

Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet forklarer, at sager med store følelser i er godt valgstof. Video: Stine Gliese

- Det er svært at sige, hvor meget betydning sagerne får. Men det er interessant, når sager, som ser små ud, kan få stor omtale i en valgkamp og derfor også sandsynligvis vil få en indflydelse, siger Ulrik Kjær.

Bornholmere vil redde træ med ny taktik

På Bornholm har der været både demonstrationer og en underskriftsindsamling for bevarelse af lindetræet i rundkørslen. Seneste taktik fra protestgruppen er, at kommunalbestyrelsen og Vejdirektoratet skal udsættes for et hav af borgerhenvendelser.

Vejdirektoratet afviste først det oprindelige kunstprojekt, ifølge Bornholms Tidende. Siden er der lavet flere ændringer, så der nu blandt andet også skal monteres såkaldte rumleriller for at få bilisterne til at sænke farten, før de når rundkørslen.

Det er kunstnerduoen Randi og Katrines, som står bag skulpturen, som skal sættes op i Vibegårds Runddel i Rønne. Som led i ændringer til Vejdirektoratet, skal der ikke længere plantes nåletræer ved rundkirken, men derimod en hæk rundt om den.
Det er kunstnerduoen Randi og Katrines, som står bag skulpturen, som skal sættes op i Vibegårds Runddel i Rønne. Som led i ændringer til Vejdirektoratet, skal der ikke længere plantes nåletræer ved rundkirken, men derimod en hæk rundt om den. Foto: Randi og Katrine

Robert Dam, der er kandidat for Nye Borgerlige på Bornholm, er også med i Facebook-gruppen for bevaring af lindetræet, og han fortalte i oktober til TV 2 Bornholm, at han tror på, at borgerprotesterne nytter.

- Det vil helt klart sætte et pres på den dialog, der har været mellem direktoratet og kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen har jo ønsket, at det her skulle gennemføres, så det vil sige, at de har bedt om en dispensation. Og det synes jeg ikke er i orden.

Borgmester vil have lindetræ fældet

Men et flertal i kommunalbestyrelsen fastholder beslutningen om at placere kunstværket, som er en gave til kommunen, i rundkørslen ved Rønne.

Undervejs i forløbet har det været foreslået, om træet kunne flyttes. Men Bornholms Regionskommune har beregnet, at det vil koste 115.000 kroner, fremgår det af et svar fra borgmester Winni Grosbøll (S) til en anden af initiativtagerne bag protestgruppen, Rebecca Douglas Elleby.

- Når alt kommer til alt, kan der plantes mange nye træer for dette beløb, så dette kombineret med chancen for overlevelse gør, at min holdning er, at træet ikke skal flyttes, men fældes, skriver Winni Grosbøll i svaret, som Bornholm.nu tidligere har omtalt.

TV 2 har været i kontakt med Rebecca Douglas Elleby. Hun er opstillet for Alternativet, men ønsker ikke at udtale sig om lindetræet som led i valgkampen, da der ifølge hende er andre sager, som "er vigtigere at sætte fokus på”.

Borgere opgiver ikke kampen

Ifølge Jette Rømer Oldentoft har debatten om træet allerede fyldt meget blandt bornholmerne.

- Der har også været andre sager af betydning, men det her har betydet, at der er rigtig mange, som i hvert fald ikke stemmer på Socialdemokraterne. Så jeg er helt sikker på, at der sker et skred hos vælgerne, og det vil jeg sådan set også håbe, siger hun.

I Facebook-gruppen har hun opfordret de opstillede kandidater på Bornholm til at give sig til kende, hvis de har en mening om rundkørslen. Det vil gøre det lettere at afgøre, hvem der skal have deres stemme, som hun skriver.

Så selvom beslutningen er truffet, giver borgerne ikke op, så længe lindetræet stadig står i rundkørslen ved Rønne.

- Overhovedet ikke. Vi kæmper stadigvæk, siger Jette Rømer Oldentoft.