Tidligere DR-chef anklager Dansk Folkeparti for at udøve sindelagskontrol

Ingolf Gabold var dramachef i DR i perioden, hvor blandt andet 'Rejseholdet', 'Krøniken' og 'Borgen' blev produceret.

Det er vigtigt, at Danmarks Radio tør kæmpe imod Dansk Folkeparti. Det mener den tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold, der langer kraftigt ud efter partiet, som han beskylder for ikke at have det frisind, som han mener er noget af det vigtigste for dansk kultur.

- Det synes jeg ikke, at Dansk Folkeparti har. Jeg synes tværtimod, at de har sindelagskontrol hele tiden, siger han i talkshowet 'Lippert'.

Og det skal man bekæmpe? Også selvom man er DR og betalt af alle skatteborgere i Danmark?

- Ja, det skal man – det skal man bekæmpe i et hvilket som helst samfund, siger Ingolf Gabold til studievært Søren Lippert.

Udsagnet kommer efter flere ugers massiv kritik af Danmarks Radios historiske dokumentar 'Historien om Danmark', som flere politikere og historikere beskylder for at have politisk slagside. Danmarks Radios kulturdirektør Tine Smedegaard anerkender, at der var politisk skævhed i det sidste afsnit, men har ikke i sinde at slette det eller at lave det om, som Dansk Folkeparti har foreslået.

I den forgangne uge sagde  Søren Espersen, at kritikken er et godt sted at starte, når forhandlingerne om et nyt medieforlig går i gang om få måneder.

- Det er en decideret trussel, som går langt på den anden side af det armslængdeprincip, som vi i mange år har haft i forhold til public service-stationer og det, at vi har en fri presse, lyder det fra Ingolf Gabold om netop den kommentar.

Ingolf Gabold mener, Dansk Folkeparti truer den frie presse i Danmarks Radio. Video: Sissel Christine Søe

DR som politisk kampplads

Ingolf Gabold var dramachef i DR fra 1999 til 2012. I den tid producerede DR blandt andet 'Rejseholdet', 'Krøniken' og 'Borgen', og i 2003 blev han Ridder af Dannebrog. Flere gange har han lagt sig ud med Dansk Folkeparti på grund af det snit, der har været i dramaproduktionerne. I forbindelse med 'Borgen' i 2010 kritiserede Søren Espersen Danmarks Radio for at hylde de venstreorienterede partier og mistænkeliggøre de højreorienterede. Og efter debatten om serien '1864' foreslog Dansk Folkeparti i 2014, at der skulle tilknyttes to til fem uvildige historikere på fremtidige produktioner for at undgå politisk slagside.

Efter nu at være havnet i endnu et politisk stormvejr, risikerer produktionen i hele Danmarks Radio at blive mere forsigtig i fremtiden, og det vil gøre programmerne dårligere, mener Ingolf Gabold.

Kan du være bekymret for, at Danmarks Radio af frygt for politiske reaktioner simpelthen får mindre på hjerte?

- Ja. Ja. Og for tredje gang: Ja, gentager den tidligere dramachef uden tøven.

Se hele interviewet med Ingolf Gabold på TV 2 Play.