Allerslev: Jeg trækker mig af personlige årsager

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev trækker sig øjeblikkeligt.

Det er en følelsesmæssigt tydeligt påvirket Anna Mee Allerslev (R), der netop har forklaret, hvorfor hun trækker sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

- Jeg har besluttet at trække mig som politisk leder for Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen i København allerede fra i dag. Det gør jeg, fordi jeg har indset, at jeg i den nuværende situation ikke kan komme til at gøre det, jeg brænder allermest for i hele verden, nemlig at snakke radikal politik med København og københavnerne, siger Anna Mee Allerslev.

- Jeg trækker mig af personlige årsager. Jeg har bedt overborgmesteren om et møde inden for fire dage, og så er jeg stoppet i københavnsk politik. Hvis jeg bliver valgt, er svaret det samme, siger Allerslev på et velbesøgt pressemøde på Københavns Rådhus - med henvisning til, at hendes navn fortsat vil stå på stemmesedlen til det kommende kommunalvalg.

Anna Mee Allerslev har de seneste par uger været centrum for stor mediebevågenhed. Kritikken af Anna Mee Allerslev begyndte, da BT afslørede, at Allerslev ikke havde betalt for at låne et lokale på Københavns Rådhus i forbindelse med sit bryllup. Sagen fik hende til at efterbetale 65.000 kroner for lejen.

. Video: Søren Pors Grundahl

Flere kritiske historier

I dag har BT fortalt, at Anna Mee Allerslev i en anden sag har henvendt sig 45 gange til embedsværket for at få hjælp med en tilladelse til sin private vens byggeprojekt på Amager. 

Fortryder du de sager, der har været om din person de seneste måneder, bliver Anna Mee Allerslev spurgt fra salen.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive historien om. Men det kan jeg jo ikke. Jeg har lyttet til kritikken. Jeg er blevet klogere, men jeg har indset, at det ikke er nok. Det er derfor, jeg stopper, svarer Allerslev.

Er der nogen, der har bedt dig om at trække dig, bliver Anna Mee Allerslev derefter spurgt.

- Nej. Det er mig selv, der har truffet beslutningen. Det rigtige er nu, at jeg træder tilbage, siger hun.

Føler du, at du er blevet udsat for en hetz, spørger en anden i salen.

- Det er der andre, der er bedre til at vurdere end mig. Jeg har aldrig gjort noget i mit politiske liv for min egen vindings skyld, siger Anna Mee Allerslev. 

Anna Mee Allerslev ved pressemødet på Københavns Rådhus.
Anna Mee Allerslev ved pressemødet på Københavns Rådhus. Foto: TV 2

Ny leder for Radikale i København

De mange historier om Anna Mee Allerslev fik tidligere i dag regionrådsmedlem i Region Hovedstaden Charlotte Fischer til at kræve, at Allerslev øjeblikkeligt skulle trække sig fra posten.

Formanden for Hovedstadens Radikale, Bo Nissen Knudsen, trak sig tirsdag fra sin post i protest mod Anna Mee Allerslevs prioriteringer i forbindelse med sagen og hendes ageren på rådhuset generelt. Lørdag trak også Randi Hjortsholm, der er nummer fire på De Radikales kandidatliste til kommunalvalget i København, sin støtte til Allerslev.

Tommy Petersen bliver ny politisk leder for De Radikale i København. Han overtager også posten som integrations- og beskæftigelsesborgmester, oplyser Anna Mee Allerslev på pressemødet. 

Tommy Petersen fortæller til Ritzau, at han endnu ikke ved, om De Radikale i København får en ny spidskandidat i stedet for Anna Mee Allerslev, eller om han selv bliver spidskandidat ved valget 21. november.

Tidslinje: Forstå balladen om Anna Mee Allerslev
2017
12. september
Lånte rådhushal gratis til bryllupsreception
BT skriver, at Anna Mee Allerslev kvit og frit har lånt Rådhushallen på Københavns Rådhus til sin egen bryllupsreception den 26. august 2017. For almindelige borgere koster den 65.000 kroner at leje.
 
Flere eksperter i offentlig forvaltning vurderer, at det gratis lokalelån er i strid med de retningslinjer, Københavns Borgerrepræsentation vedtog i 2011. Her står der blandt andet, at:
 
- Kommunen må ikke stille lokaler vederlagsfrit til rådighed til private eller partipolitiske arrangementer.
 
Anna Mee Allerslev fastholder, at hun har fulgt reglerne og henviser til, at gruppeformændene i Borgerrepræsentationen i 2012 aftalte en administrativ praksis, der tillader folkevalgte at benytte Rådhushallen til bryllupper. Den praksis er dog ikke nedfældet på skrift.
 
Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren fremhæver desuden, at Borgerrepræsentationens sekretariat har sagt god for lokalelånet.
 
Facebook kaldte Anna Mee Allerslev BT's historie for "useriøs" og fik opbakning fra Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard.
 
- Som altid har du styr på det hele, Anna. BT kan rende og hoppe, kan de, skrev Morten Østergaard i en kommentar på Facebook.​
13. september
Beder om ekstern undersøgelse
Anna Mee Allerslev siger til BT, at hun vil bede Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om at få foretaget en ekstern undersøgelse af Borgerrepræsentationens regler på området for udlejning af lokaler.
 
Derudover oplyser hun, at hun vil betale 17.316,25 kroner for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt den 15. august 2014 i forbindelse med sin 30-årsfødselsdag. Maden var oprindeligt betalt af Københavns Kommune.
 
Ifølge borgmesteren fulgte sekretariatet reglerne for officielle, offentlige runde fødselsdagsreceptioner. Derfor sendte de ikke regningen videre dengang i 2014. Alligevel vil hun betale forplejningen.
13. september
Kommunen påtager sig ansvaret
Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune påtager sig ansvaret for afregningen af Anna Mee Allerslevs lån af Rådhushallen.
 
Økonomiforvaltningens direktør, Peter Steengaard Mørch, siger efterfølgende, at reglerne for udlån af Rådhusets lokaler skal strammes op.
 
Den administrerende direktør siger, at kommunen fremover vil sørge for, at reglerne kan findes på skrift.
 
- Retningslinjerne for udlån af Rådhusets lokaler til medlemmer af Borgerrepræsentationen og andre skal selvfølgelig foreligge på skrift og være helt efter bogen, siger Peter Steengaard Mørch.
13. september
Statens vagthund går ind i sagen
Statens vagthund på området - det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen - beder Københavns Kommune om en udtalelse i sagen for at vurdere, om der skal igangsættes en tilsynssag.
5. oktober
Ny sag om gratis festlokale dukker op
BT afslører, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til sin 30-årsfødselsdagsfest den 15. august 2014.
 
Øens Murerfirma har et tæt samarbejde med Anna Mee Allerslevs forvaltning.
 
Hun har flere gange fremhævet virksomhedens sociale indsats, og borgmesteren var som medlem af dommerkomitéen også med til at give Øens Murerfirma Københavns Erhvervspris 2017.
 
Desuden udfører Øens Murerfirma også renoveringsopgaver for Københavns Kommune.
 
Anna Mee Allerslev siger, at lokalelånet er privat og ikke har noget med borgmesterhvervet at gøre. Flere forvaltningseksperter vurderer dog, at der er tale om en gave, som hun ikke må tage imod.
18. oktober
Betaler for penge for rådhushallen og andet festlokale
Anna Mee Allerslev oplyser, at hun betaler 65.000 kroner for leje af Rådhushallen til sin bryllupsreception.
 
Borgmesteren siger, at hun har lyttet til kritikken og er blevet klogere.
 
Hun vil også betale for lån af det lokale, hun fik stillet gratis til rådighed af Øens Murerfirma i forbindelse med sin 30-årsfødselsdagsfest den 16. august 2014.
19. oktober
Stillede ansatte en lang række spørgsmål om bryllup
BT skriver, at Anna Mee Allerslev i månederne op til brylluppet i august 2017 sendte en lang række spørgsmål til embedsmænd i Københavns Kommune.
 
Borgmesteren sendte 84 spørgsmål af slagsen på mail, hvor hun blandt andet spurgte til lydanlæg, kagetallerkner og servietter.
 
Derudover gav hun også udtryk for sin utilfredshed med prisen for det personale, kommunen krævede skulle være til stede.
 
De mange spørgsmål fra Anna Mee Allerslev satte tilsyneladende sindene i kog hos embedmændene:
 
- Jeg er ked af det bøvlede forløb, og at puls/blodtryk lige blev lidt udfordret. Arrangementet er ‘vokset’ hen over sommeren, og set fra Kejds (Københavns Ejendomme, red.) side kræver hver eneste lille ændring eller tilføjelse mandetimer både/enten før, under og efter et arrangement, skrev en embedsmand i en mail til Anna Mee Allerslev kort tid før bryluppet.
 
Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, siger til BT, at det er kritisabelt, at borgmesteren får embedsapparatet til at bruge meget tid på bryllupsplanlægning, som burde være et privat anliggende.
 
25.oktober
Hjælper privat ven i byggesag
BT skriver, at Anna Mee Allerslev har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen hjælpe en privat ven i en byggesag.
 
Ejeren af Øens Murerfirma, Jan Elving, er ven af Anna Mee Allerslev. Han og koncertarrangøren fra spillestedet Tap 1 manglede i oktober sidste år en tilladelse til at ombygge fabrikshaller på Kløverparken i København, og det fik den radikale borgmester til at rykke forvaltningen for et svar på, hvor langt byggesagen var fra at være færdigbehandlet.
25. oktober
Trækker sig fra politik
Anna Mee Allerslev trækker sig med øjeblikkelig virkning fra sine poster som beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Samtidig træder hun tilbage som politisk leder for Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen i København.