Minister vil lade gymnasier gennemsøge elevers computere

Elevers private computere skal kunne gennemsøges for at forhindre eksamenssnyd, mener undervisningsminister.

Det skal være muligt for gymnasier at gennemsøge elevers private computere for at forhindre eksamenssnyd.

Det mener undervisningsminister Merete Riisager (LA) ifølge Information.

Også elevernes aktivitet på sociale medier skal gymnasierne have adgang til at undersøge i samme forbindelse.

Det fremgår af et udkast til en ny bekendtgørelse om reglerne for prøver og eksamener, som ministeren har sendt i høring.

Skal give adgang

I udkastet står der blandt andet, at eksaminanden skal give skolen adgang til at undersøge hjælpemidlers indhold, søgehistorik og logfiler samt anvendelsen af materialer, konti på sociale medier med videre på internettet.

I en uddybende mail til Information skriver Undervisningsministeriet, at skolen ikke vil kunne tvinge sig adgang til elevens udstyr.

Det vil derimod være "en betingelse for elevens aflæggelse af prøven, at eleven giver skolen adgang til sit udstyr, hvis skolen beder herom".

Ellers har skolen ret til at sanktionere ved eksempelvis at tilbageholde elevens private ejendele i op til et døgn eller helt at bortvise eleven fra skolen.

Elevformand: Langt over stregen

Formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Jens Philip Yazdani, mener, at bestemmelsen er langt over stregen.

- Der er masser af private ting på ens computer, som skolen ikke skal have adgang til, siger han til Information.

Jens Philip Yazdani forklarer, at indgrebet overskrider elevernes privatliv, og det ikke er proportionelt med andelen af snyd blandt eleverne. Video: Stine Gliese

Han bakkes op af Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der kalder det et voldsomt indgreb i privatlivet.

- De må nærmest ransage din computer, og så skal du ovenikøbet give adgang til dine konti på sociale medier.

Juraprofessor: Virker overdrevet

Også juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet stiller sig kritisk over for at undersøge elevernes personlige computere.

- Man må selvfølgelig gerne opstille vilkår for at gå til eksamen. Men det, man lægger op til her, virker helt overdrevet, siger han.

Han vurderer, at bestemmelsen kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter Undervisningsministeriets vurdering vil reglerne have "en væsentlig præventiv effekt".