Her er samtalerne, Pape vil udrydde: - Vi sender en ligvogn

Flere danskere har oplevet at blive talt ned til, når de ringer ind til alarmcentralen. Men nu skal personalet genopdrages, lyder det.

Hvis du en dag står i en livstruende situation og har brug for hjælp, vil du næppe forvente at blive mødt med et "vi sender dig en ligvogn" af alarmcentralen.

Det var ikke desto mindre, hvad en kvinde oplevede sidste sommer, da hendes psykisk syge ekskæreste forsøgte at skaffe sig adgang til hendes hjem.

Det er situationer som den, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu forsøger at undgå. Han vil med et nyt initiativ uddanne personalet hos politi, alarm- og vagtcentraler til at tale pænere til danskerne.

- Politiet er til for borgerne, og når vi har oplevet nogle eksempler, hvor det ikke har været helt så godt og servicemindet, så synes jeg, det er vigtigt, at vi viser en vej og viser borgerne en nærhed til politiet, siger Søren Pape Poulsen til TV 2.

Vi sender en ligvogn 

Initiativet kommer oven på en række tilfælde, hvor danskere er blevet mødt med skældud, når de har ringet ind til alarmcentralen.

Og der var da heller ikke meget hjælp at hente, da den desperate kvinde sidste år forsøgte at få alarmcentralen til at hjælpe sig med sin psykisk syge ekskæreste.

Samtalen udviklede sig i stedet til en decideret fornærmelse af kvinden, da hun blandt andet påpegede, at hun kunne blive slået ihjel lige om lidt. 

- Næste gang du råber efter mig, så lægger jeg røret, for det gider jeg simpelthen ikke finde mig i, lød det fra politiassistenten på alarmcentralen, hvilket fik kvinden til at svare:

- Ja, det er så fint nok, men hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så husker de jo godt det her opkald, ikke?

Hertil svarede politiassistenten:

- Ja ja, men så sender vi en ligvogn, ikke …..

Du kan læse hele samtalen herunder:

MS
For helvede, mand! Pas på han ikke kommer ind ...
Alarmcentralen
Alarmcentralen
Hej, jeg har lige haft fat i jer. Jeg bor i ...... , jeg skal have fat i politiet. Hun omstillede mig til ingenting. Jeg skal have fat i politiet nu!
Ja. Hvorfor råber du til mig?
Ja, fordi din omstillingsdame, hun har lige omstillet mig til ingenting. Jeg har en psykisk syg stående udenfor, der er på vej ind.
Okay
Ja. ja, du må sgu undskylde, men hun omstillede mig til ingenting.
Ja, men det er jo ikke mig, vel?
Nej, men vil du være sød ... jeg har - jeg har ikke tid til at diskutere det.
Næste gang du råber efter mig, så lægger jeg røret, for det gider jeg simpelthen ikke finde mig i.
Ja, det er så fint nok, men hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så husker de jo godt det her opkald, ikke?
jaja, men så sender vi en ligvogn, ikke ... men er det i orden, at jeg omstiller dig til vagthavende?
Det der, det har jeg optaget. Det skal du vide.
Jaja, det er i orden.
.... og vil du omstille mig til politiet lige nu?
Ved du hvad? Skal jeg lægge røret? Så tal ordentligt, ikke også?
Du må gerne omstille mig til politiet, jeg har en psykisk syg mand, der er på vej ind i mit hus.
Det lyder som om, du også er blevet smittet, unge dame.
Nej, ved du hvad. Det der, det optager du, ikke også?
Ja, det gør jeg. Skal jeg stille dig om eller hvad?
Gider du godt skrive ned, hvad tid lige præcis ....
Ved du hvad, så har du åbenbart god tid. Så afbryder jeg.
Ja, det er fint. Det gør du bare. Jeg ringer 114.

Borger overværede overfald 

Sagen med kvinden er dog ikke den eneste sag, hvor politimyndigheden har udtalt kritik af personer hos alarmcentralen og deres håndtering af opkald. Det gælder også i en anden sag, som TV 2 sidste år fik aktindsigt i.

I denne sag forsøgte en person at anmelde et slagsmål på en station, hvor en gruppe indvandrerdrenge ifølge anmelderen ”hånede og slog en anden halvstor teenager.”

Men også her opstod der problemer, da anmelderen ikke kendte den nøjagtige adresse på stationen, hvilket anmelderen måtte bruge tid på at forklare politiassistenten på alarmcentralen.

- Forudsætningen for, at man kan få hjælp, er, når man ved, hvor man er henne.

Borgeren bemærkede, at han blot ville udvise ansvar.

- Du tager da ikke ansvar for en skid, lød svaret.

I denne sag konkluderede Den Uafhængige Politiklagemyndighed også, at der var grund til at kritisere politiassistentens opførsel. 

Du kan se hele samtalen herunder. Vi har valgt at udelade navnet på den by, som stationen ligger i:

Alarmcentralen
Alarmcentralen
Anmelder
Ja, halløj. Der er ballade heroppe ved .... station. Der er nogle drenge, der overfalder en tredje person (der høres støj og råb i baggrunden)
Ja, hvad er adressen deroppe?
Kan du høre ham her? (Der høres høj tale fra en person i baggrunden). Kommer I?
Jeg ved ikke, hvor I er henne.
..... station.
.... station.
.... station.
Ja, hvad er adressen der?
.... station, der er ..... (kort pause). Ja, jeg er okay.
(operatøren nævner nogle gadenavne)
Ja, der er kun en station i ......
Ja.
Ved taxa-holdepladsen.
Forudsætningen for at man kan få hjælp. Det er, når man ved, hvor man er henne. Og der er slagsmål nu?
Ved du hvad. Det gider jeg ikke diskutere med dig. Jeg har lige ringet og sagt, at der er nogen, der overfalder nogen andre her på stationen, og så skal jeg ikke stå og tage ansvar for, om jeg kender adressen.
Du tager da ikke ansvar for en skid.
Det gider jeg ikke diskutere med dig. Der kommer en klage i tre eksemplarer. Farvel.
Du skal tale med politiet. Jeg stiller dig om til politiet her. Jeg har sendt det til dem. Hører du med her. Hallo.

- Du er psykisk syg

I en anden sag kontaktede en kvindelig borger alarmcentralen for at høre, om politiet havde fundet hendes hund. Det fik hun dog ikke svar på.

- Nej, jeg gider ikke snakke mere med dig, sagde betjenten og tilføjede:

- Du er psykisk syg.

Her fandt den Uafhængige Politiklagemyndighed også ytringerne kritisable. Betjenten havde forklaret, at han under samtalen slog op i politiets systemer. Her kunne han konstatere, at borgeren havde ringet mange gange før.

Borgeren var desuden tidligere blevet vejledt om, hvor hun skulle rette henvendelse.

En præcis adresse et problem

I flere tilfælde har spørgsmålet om en præcis adresse været omdrejningspunkt for konflikt mellem alarmcentralernes personale og danskerne.

Sidste år blev Henriette Thygesen fra Tjele således mødt af et ”hvordan forventer du, at jeg kan sende en ambulance ud til en adresse, du ikke selv kender?”, da hun forsøgte at tilkalde hjælp, fordi en bil var rullet rundt og lå i rabatten.

Hun ringede alarm via en 112-app, der automatisk skulle angive adressen på stedet, men den virkede ikke.

På samme måde har TV 2 tidligere fortalt historien om Svinkløv Badehotel, hvor det tog Trine Nielsen 3 minutter og 15 sekunder at komme igennem med hendes anmeldelse af branden på det ikoniske hotel

- Han blev flere gange irriteret over, at jeg ikke kunne give den præcise adresse på hotellet. Jeg oplevede, at jeg fik skæld ud. Simpelthen, sagde Trine Nielsen dengang om siuationen.

Justitsministeriet gik ind i sagen

Flere af sagerne er endt på Den Uafhængige Politiklagemyndigheds bord. Men også daværende justitsminister Søren Pind (V) gik dengang ind i sagen med en udmelding om, at han ville undersøge problemet nærmere.

Nu kommer nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen så på banen med en række forslag, der blandt andet skal lære alarmcentralernes personale at tale pænere til danskerne, når de ringer ind.

- Det burde selvfølgelig ikke være nødvendigt, men virkeligheden viser selvfølgelig også, at der hele tiden er behov for lige at minde folk om, hvad vi er her for. For folk, der ringer til alarmcentralen, er det måske første og eneste gang i deres liv, de prøver det, siger Søren Pape Poulsen.

Initiativet fra Søren Pape Poulsen kan gennemføres uden lovændring.