Dansk vejskat i problemer - nu bliver forbilledet hevet for domstolen

16x9
EU og Tyskland har tidligere lagt arm med Tyskland om deres vejskat, der af nogle betragtes som diskriminerende. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Østrigs regering vil have prøvet den tyske vejafgift ved EU-domstolen. Det skaber usikkerhed omkring lovligheden af den planlagte, danske vejafgift.

Den tyske vejskat er diskriminerende.

Det mener i hvert fald Østrigs regering, der torsdag har besluttet at hive Tyskland for EU-domstolen for at diskriminere andre EU-borgere. 

Og det er et problem for den danske vejafgift, der efter planen skal træde i kraft i år 2020. Den er nemlig tænkt som en kopi af den tyske model.

- Den tyske afgift er en ren udlændingeafgift, hvor alle andre end tyskere skal betale. Det er diskriminerende, og derfor tager vi sagen til EU-domstolen, sagde den østrigske transportminister, Jörg Leichtfried, ifølge Berlingske på et pressemøde torsdag formiddag.

En trussel mod EU

Den østrigske transportminister udtrykte også bekymring over Danmarks planer om at følge tyskernes eksempel. Han mener, at det går ud over EU.

- Vi vil ikke kopiere den tyske model selv, fordi vi ønsker et EU uden diskrimination. Vi har hørt, at Danmark planlægger en lignende model, og det viser det farlige i den tyske model. At andre følger efter, og hvad skal vi så med EU?, sagde Jörg Leichtfried.

Officielt gælder den tyske afgift alle personbiler, men ejere af tysk indregistrerede biler får kompensation i form af en modregning i bilens vægtafgift. I praksis går tyskere derfor fri af vejskatten, mens betalingen er overladt til udlændinge.

Og det er diskriminerende, mener den østrigske regering.

Regeringen følger sagen

I august meddelte et flertal uden om regeringen, blandt andet bestående af Dansk Folkeparti, at de ønskede vejskat for udenlandske bilister. Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede siden at indføre en vejafgift i Danmark med den tyske model som forbillede.  

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, oplyser dog, at regeringen endnu ikke har lagt sig fast på, hvordan vejafgiften skal skrues sammen.

- Vi har ikke lavet den konkrete model endnu. Men vi følger selvfølgelig med i, hvad der sker ved EU-domstolen, siger Louise Schack Elholm til TV 2.

Hun tror dog ikke på, at Østrig får noget ud af at trække Tyskland for en domstol.

- De har jo fået vejafgiften godkendt én gang, så jeg kan ikke forestille mig, at de taber sagen, siger ordføreren.

Har tidligere lagt arm med Kommissionen

Tyskerne har tidligere været i karambolage med EU-Kommissionen, som til at starte med gav Østrig ret i, at vejskatten var diskriminerende. Forbuddet mod diskrimination af EU-borgere står nemlig helt fundamentalt i EU-traktaterne.

Men efter langvarige forhandlinger indgik man i december sidste år et kompromis, der ifølge EU-Kommissionen betød, at afgiften nu var inden for skiven i forhold til EU-lovgivningen.

Men det har tilsyneladende ikke slået Østrigs regering ud.

I Østrig bruges en model, hvor alle - både østrigere og udlændinge - betaler lige meget, og hvor østrigerne ikke kompenseres for vejafgiften.

Østrig får opbakning fra FDM

Bilejernes organisation, FDM, vurderer også, at den tyske vejafgift er i strid med loven, fordi den diskriminerer EU-borgere. Dermed vil den danske også være det.

- Vi ser det som en klokkeklar overtrædelse af traktaten. Man må altså ikke forskelsbehandle. Det er meget overraskende, at EU-Kommissionen har givet grønt lys for det, siger Torben Lund Kudsk, der er leder af FDM's økonomisk-politiske sekretariat, til TV 2.

FDM, der slet ikke mener, at der er brug for en vejskat, opfordrer derfor de danske politikere til at genoverveje beslutningen.

- Det vil skabe en sneboldeffekt i EU-landene, fordi det er en nem måde at skrabe penge ind i statskassen på. Men det er en forkert vej at gå, fordi billisterne i forvejen betaler rigeligt, lyder det fra Torben Lund Kudsk.

Regeringen forventer, at vejafgifterne kommer til at bidrage med i omegnen af 300 millioner kroner om året til statskassen, når den efter planen træder i  kraft i år 2020.