DF vil tage tørklædet af børn i folkeskolen

16x9
Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Efter at have fundet et flertal for burkaforbud går DF som det næste efter forbud af tørklæde hos skolebørn.

Da regeringspartierne Liberal Alliance og Venstre i fredags meddelte, at man gik ind for et burkaforbud, gik der ikke mange sekunder, før Dansk Folkeparti rettede fokus mod at forbyde tørklæder.

DF fik debatten om de muslimske kædedragter burka og niqab til at rulle. Og som det næste skridt vil DF helt konkret have fjernet tørklædet på skolebørn.

Det siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen.

- Det er ekstra vigtigt, når vi taler om børn. Jeg tror ikke, at børn kan overskue, hvilken markant, politisk og religiøst symbol et tørklæde rent faktisk er.

Undertrykkelse af kvinder

- Der skal være plads til, at man som forældre kan give sit barn det kristne kors eller den muslimske halvmåne. På den måde kan man stadigvæk vise, hvilket religiøst tilhørsforhold, man har.

- Men de meget markante religiøse symboler skal man holde ude af grundskolen.

- Der er et element af undertrykkelse af kvinder i islam, og det taler for at holde det muslimske tørklæde ude af grundskolen, siger Martin Henriksen.