Anders Fogh om burkadebat: Et betændt emne for Venstre

16x9
Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen under Venstres landsmøde i Vejle i weekenden. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Den tidligere statsminister mener, at Venstre træffer den rigtige beslutning ved at stemme for et burkaforbud.

Burkadebatten har måske ikke fyldt det store på weekendens Venstre-landsmøde i Vejle.

Men debatten om et for eller imod for et burkaforbud har været det altoverskyggende emne hos Venstre i ugens løb.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener, at Venstre gør det rigtige ved at stemme for burkaforbud.

- Det handler for os liberale selvfølgelig om et meget betændt emne. Det er lidt af et dilemma for os, om staten skal blande sig i, hvordan folk skal klæde sig.

Den rigtige beslutning

- På den anden side gør vi det allerede. Du kan ikke gå op og ned ad strøget uden tøj på uden at få en bøde. Hvis du demonstrerer, så er der et maskeringsforbud.

- Folketingsgruppen har truffet den rigtige beslutning. Der er sendt et klart signal om, at i Danmark har vi den tradition, at man kan se dem, man taler med.

- Det hører med til det at have et tillidsfuldt samfund, siger Anders Fogh Rasmussen.

Efter længere tids debat internt i Venstre offentliggjorde partiet i fredags, at man stemte for et maskeringsforbud, der dog mest er kendt som burkaforbuddet.