Fik kanonvalg sidst – nu er Venstre nødt til at forberede sig på stryg, siger Langballe

16x9
Lars Løkke Rasmussen på talerstolen ved Venstres landsmøde. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Ifølge TV 2s politiske redaktør er der i Venstres ledelse stor bekymring over udsigten til en mulig tilbagegang ved kommunalvalget.

Det gik så godt sidst, at det næsten kun kan gå tilbage nu.

Det synes at være mantraet på Venstres landsmøde, hvor der fra talerstolen dagen igennem er blevet set frem mod det kommende kommunalvalg i november.

I 2013 fik Venstre - trods en forholdsvis beskeden fremgang målt i procent – hele 48 borgmesterposter (17 ekstra), fordi mange konstitueringsaftaler faldt ud til partiets fordel (se faktaboks).

Venstres kommunalvalg i 2013

Ved kommunalvalget i 2009 fik Venstre en samlet stemmeandel på 24,8 procent. I 2013 gik partiet frem med 1,8 procentpoint til 26,6.

Trods den forholdsvis beskedne fremgang voksede partiet dog markant i antallet af borgmesterposter. Efter valget i 2009 havde Venstre 31. Efter 2013 var det 48.

Men så godt er det langt fra sikkert, det kommer til at gå ved valget til november. Og det er de godt klar over i regeringspartiet, siger TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.

- Sidste gang faldt alt ud til Venstres fordel, og derfor er partiet nødt til at forberede sig selv, hinanden og offentligheden på, at Venstre risikerer at få et ordentligt lag stryg ved et kommende kommunalvalg. Ikke nødvendigvis på procentsatsen, men på antallet af borgmesterposter, som betyder rigtig meget ved et kommunalvalg, siger Anders Langballe.

Løkke i spidsen for partiet ved flere nederlag

Lars Løkke Rasmussen stod som formand i spidsen for Venstre ved det succesrige kommunalvalg i 2013.

Men siden er han rendt ind i en bilagssag i 2014, som nær kostede ham livet som formand, samt et Europa-Parlamentsvalg og en afstemning om retsforbeholdet, der bestemt ikke er gået Venstres vej.

Derudover gik partiet trods den vundne regeringsmagt markant tilbage ved folketingsvalget i 2015.

Derfor er der ifølge Anders Langballe en bekymring i Venstres ledelse for, at et eventuelt stort tab af borgmesterposter ved kommunalvalget kan skabe uro omkring formandens person.

- Der er stor bekymring over kommunalvalget i Venstres ledelse, fordi der er en udsigt til, at det kan blive endnu et valg, hvor Venstre går tilbage med Lars Løkke Rasmussen som formand. Selvom det ikke nødvendigvis bliver mange procentpoint, kan det komme til at se voldsomt ud, fordi Venstre havde en fornuftig konstituering i 2013, siger Anders Langballe og tilføjer:

- Så meget af bekymringen for Venstres ledelse består i, om nogle vil pege fingre ad formanden i den efterfølgende diskussion.

Borgmestre vil ikke pege fingre

Da TV 2 møder Venstres borgmester i Greve, Pernille Beckmann, på landsmødet, erkender hun, at det kan blive svært at generobre de 48 borgmesterposter, som Venstre har i dag.

- Valget er jo også et spørgsmål om marginaler, og det, vi fik sidst, var noget af en gevinst, og det bliver svært at levere det igen, siger Pernille Beckmann.

Men hvem har ansvaret, hvis det ender med en markant tilbagegang?

- Jeg tror ikke, man kan placere et entydigt ansvar. Jeg tror dels, det handler om dygtighed i kommunerne, og om man har formået at løfte sit borgmesterjob ordentligt, siger hun.

I Viborg kommune stiller tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek op som borgmesterkandidat.

Ligesom Pernille Beckmann erkender han, at mange konstitueringsaftaler faldt ud til Venstres fordel ved seneste valg, og at der derfor er en risiko for tilbagegang.

Han er dog langt fra sikker på, det sker. Men skulle det være tilfældet, har det ikke meget med det landspolitiske at gøre, siger han.

- Det er klart, at en møgsag landspolitisk kan gøre det besværligt. Men det overordnede ansvar må være ude i kommunerne hos os selv. Jeg kommer i hvert fald ikke til at tørre det af på Venstres landsorganisation, hvis vi ikke får borgmesterposten, siger Ulrik Wilbek.