Bertel Haarder træt af spindoktorer: - Det er ulideligt

16x9
TV 2 har forud for Venstres landsmøde denne weekend mødt Bertel Haarder til en snak om livet i dansk politik. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Ulideligt og til skade for demokratiet. Venstres Bertel Haarder er krads i kritikken, når han vurderer en del af udviklingen i dansk politik.

Han har siddet i Folketinget i mere end 36 år og har oplevet masser af politiske kovendinger, ministerstorme og intern splid.

Men noget af det, 73-årige Bertel Haarder (V) for alvor har bidt mærke i, er en udvikling de senere år, hvor politikerne har mindre plads til at være sig selv.

Og noget af ansvaret bærer de selv.

De må jo have brug for det

Bertel Haarder om partifællernes brug af særlige rådgivere

I et interview med TV 2 forud for partiets landsmøde i Vejle denne weekend siger den længst siddende minister siden systemskiftet i 1901, at de folkevalgte - og dermed også hans egne partifæller - bør blive bedre til at vise noget mere personlighed.

Det kan nemlig mindske interessen for politik, hvis det hele bliver for sterilt, lyder det fra Venstre-koryfæet.

Blå bog: Bertel Haarder

Bertel Geismar Haarder er født den 7. sep. 1944 på Rønshoved Højskole.

Han er uddannet seminarieadjunkt og højskolelærer. Har desuden en kandidat i statskundskab med speciale i Grundtvigs frihedssyn.

Blev valgt til Folketinget første gang i 1975, hvor han sad frem til 1999. I denne omgang har han været folketingsmedlem siden 2005.

Medlem af Europa-Parlamentet fra 1994 til 2001.

Har været minister i cirka 22 år sammenlagt. Blandt andet undervisningsminister, integrationsminister og kulturminister.

Er i dag Venstres ordfører for Nordisk samarbejde.

Gift med Birgitte. Parret har fire børn

Savner autenticitet

Et af de områder, hvor Bertel Haarder mener, det går den forkerte vej, er politikernes tilgængelighed i forhold til pressen.

Han har noteret sig en udvikling de senere år, hvor partier, regeringen og dens ministerier opruster deres presse- og kommunikationsenheder til et niveau, en ekspert fornyligt har betegnet som historisk højt.

- Det er ulideligt, og det er virkelig skadeligt for demokratiet, siger Bertel Haarder.

- De må jo have brug for det

Det er efterhånden blevet kutyme, at alle regeringens ministre har en særlig rådgiver - i folkemunde ofte omtalt som spindoktor.

Sådan en har Bertel Haarder også haft tidligere i sin ministerkarriere, men da han i 2015 blev udpeget som kultur- og kirkeminister valgte han at takke nej til tilbuddet.

Man mødte personerne i stedet for fremstillinger af dem

Bertel Haarder om de gamle dage

I dag forklarer den nu forhenværende minister, at han ikke har brug for, at en ”polemiker” skal rådgive ham om, hvad han skal sige og mene i pressen. Det skal han nok selv tage sig af.

Hvad synes du så om dine partifæller, der som ministre har en særlig rådgiver ansat?

- Må jeg klare det med en kæk bemærkning? De må jo have brug for det.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) modtages på talerstolen af folketingets længst siddende medlem Bertel Haarder (V) - under Folketingets åbning tirsdag den 3. oktober 2017.
Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) modtages på talerstolen af folketingets længst siddende medlem Bertel Haarder (V) - under Folketingets åbning tirsdag den 3. oktober 2017. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

En dyne af medierådgivere

Bertel Haarder gider egentlig ikke være den garvede politiker, der skal belære andre om, at alt var bedre i gamle dage.

Men han mener alligevel, at der er behov for at hejse et advarselsflag.

- Jeg synes, det er et demokratisk problem, at dynen af medierådgivere er blevet så tyk. Partier og regeringen opruster jo for at fodre medierne på den måde, de synes er bedst. Men det har ført til, at der nu er flere journalister ansat til at fodre medierne end til at skrive og lave udsendelser, siger Bertel Haarder.

Var alt så alligevel bedre i gamle dage?

- Nej, men tidligere var der større autenticitet. Man mødte personerne i stedet for fremstillinger af personerne.

Der er gjort alt for meget ud af den sag

Bertel Haarder om 'risengrøds-interviewet'

Politikere fremtræder som idioter

Der kunne ellers nok være nogle, der mener, at Bertel Haarder fra tid til anden kunne have behov for et filter mellem sig selv og medierne.

I det efterhånden ikoniske 'Risengrøds-interview' fra 2010 kaldte den daværende indenrigs- og sundhedsminister blandt andet DR-journalist Kristian Sloth for et ”dumt svin” og ”røvhul”, fordi han følte, at interviewet tog en anden drejning end aftalt.

Bertel Haarder vidste ikke, at kameraet kørte, men selvom det siden er blevet afspillet næsten en halv million gange på Youtube, tager han det i dag ikke så tungt.

Det er nemlig på ingen måde retvisende for hans forhold til medierne, mener han.

Bertel Haarder er manden bag Folkemødet på Bornholm. I 2016 anførte han blå blok i en sangkonkurrence mod de røde. Han er også kendt for selv at skrive lejlighedssange. Blandt andet til Venstres landsmøder.
Bertel Haarder er manden bag Folkemødet på Bornholm. I 2016 anførte han blå blok i en sangkonkurrence mod de røde. Han er også kendt for selv at skrive lejlighedssange. Blandt andet til Venstres landsmøder. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Han nævner, at han i modsætning til alle andre ministre har været meget tilgængelig, og at pressen altid har kunnet ringe direkte til ham, uden der har været problemer.

- Der er gjort alt for meget ud af den sag, men det skyldes de sociale medier. Siger man 100 kloge ting, bliver det bragt én gang i medierne, men siger man én dum ting, bliver det spillet 100 gange. Og det er jo det, der gør, at alle politikere fremtræder som større eller mindre idioter, fordi man kun lige hører de ting, de ikke skulle have sagt, siger Bertel Haarder.

Set i det lys er det nærliggende at tro, at Bertel Haarder har forståelse for den stigende professionalisering af den politiske kommunikation. Det har han bare ikke.

- Jeg kan forklare det, men jeg kan ikke forsvare det. Det er for meget og har skabt et filter, som ikke gør noget godt.

Da jeg læste de mange opmuntrende beskeder, opdagede jeg, at jeg jo ikke er noget i kraft af en post.

Bertel Haarder om ministerfyringen

Medierne har også et ansvar

Det er dog langt fra kun politikerne, der har et ansvar for, at en del af autenticiteten er forsvundet fra dansk politik.

Også de etablerede medier bør rette op, lyder det.

- Det er et demokratiske problem, at selv de mindste fejl bliver pustet op, og at kendte politikere med Lars Løkke Rasmussen i spidsen bliver slæbt igennem skidtet. Det gør, at mange tænker, at de ikke vil ind i politik. Det er det, der skræmmer, og det er derfor, at Folketinget og regeringen har så mange, der er kommet lige fra uddannelsesinstitutioner ind på Christiansborg, siger Bertel Haarder.

Adspurgt om en løsning peger han på højere moral i medierne.

- Jeg har flere gange sagt til Poul Madsen (chefredaktør på Ekstra Bladet, red.), at det er hans demokratiske ret at drive Ekstra Bladet, som han gør. Han skal bare ikke komme og påstå, at det gavner folkestyret. Det skader det, siger Bertel Haarder.

- Derfor er det så ærgerligt, at Ekstra Bladet en gang i mellem finder nogle korn, som fortjener at blive pustet op. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at de har den fulde frihed.

Kommentarer på Facebook var en øjenåbner

Bertel Haarders syn på politikere og mediers omgang med hinanden kommer hurtigt til at fremstå en anelse dystert.

Han forsikrer dog om, at der bestemt også er meget, der er bedre i dag, end da han første gang blev valgt til Folketinget i 1975.

Blandt andet de sociale medier, som han kalder en kæmpe gevinst, fordi de skaber flere kanaler til de folkevalgte.

Bertel Haarder bruger selv Facebook til at komme ud med forskellige politiske budskaber, men er i stigende grad også begyndt at læse de kommentarer, danskerne skriver til hans opslag.

I en alder af 73 år giver det ham inspiration til nye politiske tiltag, men derudover har kommentarerne på Facebook også hjulpet ham gennem en svær tid i vinteren 2016/2017.

I slutningen af november betød dannelsen af den nye VLAK-regering, at Bertel Haarder måtte afstå sin kulturministerpost.

På det tidspunkt var Bertel Haarder regeringens mest populære minister, og han var derfor noget overrasket over beskeden fra Lars Løkke Rasmussen, som han i BT beskyldte for ”aldersracisme”.

Skuffelsen sidder fortsat i Bertel Haarder, men da han kort før jul – og efter et tumultarisk forløb, hvor han sagde nej til at blive generalkonsul i Flensborg – skrev om sine tanker, bemærkede han noget i kommentarsporerne på Facebook.

- Da jeg læste de mange opmuntrende beskeder, opdagede jeg, at jeg jo ikke er noget i kraft af en post. Jeg er noget, fordi jeg er mig. Og det har jeg det rigtig godt med, siger Bertel Haarder.

Skulle der gå 72 år, før du opdagede det?

- Ja, måske.

Bertel Haarder stiller op til næste folketingsvalg og vil ikke afvise, at han igen kan blive minister.

Trekløverregeringens første session i Folketinget d. 1 december 2016. Bertel Haarder er ikke længere kirke- og kulturminister.
Trekløverregeringens første session i Folketinget d. 1 december 2016. Bertel Haarder er ikke længere kirke- og kulturminister. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark