BLOG: Tillykke til DF med de 22 år

16x9
Det er i dag 22 år siden Dansk Folkeparti blev stiftet. Foto: Scanpix

BLOG: Dansk Folkeparti fylder 22 år.

22 år er ingen alder. Heller ikke for et parti. I dagens Danmark er de fleste 22-årige stadig under uddannelse, og det er ikke mange år siden, de fløj fra reden. I den henseende er Dansk Folkeparti nået noget længere. Partiet har stået på egne ben fra begyndelsen, og de har kun sjældent vaklet. Måske skyldes det, at jeg selv er blevet ældre, men tiden har fået en anden betydning. Den går hurtigere og hurtigere.

Den 6. oktober 1995 føles på den ene side som meget længe siden, og på den anden side som i går. Det føles som længe siden, fordi Dansk Folkeparti stik imod de fleste journalister og iagttageres forventning hurtigt voksede fra ællingestadiet og blev dagsordensættende i dansk politik. Det var en formidabel præstation, at Dansk Folkeparti kun godt seks år efter stiftelsen allerede fra december 2001 kunne tage ansvar som støtteparti for en VK-regering. 

En god fødselsdagsgave

I perioden fra 2001-2011 satte Dansk Folkeparti dels en række meget tydelige fingeraftryk på alt fra udlændinge- til ældrepolitik, dels prægede partiet på den lange bane også det øvrige partilandskab. Ting, som tidligere var tabubelagte, kan nu diskuteres åbent, og det er næsten symbolsk, at forbuddet mod burkaer og niqaber har opnået flertal i Folketinget i dag. En bedre fødselsdagsgave kunne Dansk Folkeparti næsten ikke få. 

Dansk Folkeparti indtager i dag en helt central rolle i midten af dansk politik og har dermed fuld manøvredygtighed. Det er det, som kendetegner et ægte midterparti. Hvem havde troet dette for 22 år siden? Jeg kan kun sige, at vi drømte store drømme om alt det, vi ville gøre for Danmark, da vi sad omkring mit spisebord hjemme i Gentofte dengang.

Men – hånden på hjertet – ikke en gang jeg havde troet, at det ville gå så hurtigt. Så stort tillykke til Dansk Folkeparti – og stort tillykke til de mange, der hver dag arbejder for partiet og tror på vores fælles projekt, der kort fortalt hedder Danmark.