BLOG: Her er 5 udfordringer Danmark står overfor lige nu

16x9
Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

BLOG: Det går godt i Danmark, men vi har stadig en række udfordringer.

Det går efterhånden godt i Danmark. Takket være svære reformer, har vi lagt den økonomiske krise bag os. Der er fremgang mange steder i landet.

Men det betyder ikke, at der ikke er nok at tage fat på. Lige nu står vi foran fem udfordringer, som vi i Socialdemokratiet vil være særligt optagede af i det kommende folketingsår.

For det første har vi brug for mere vækst. Økonomien er på rette spor, men der er brug for sikre, at opsvinget kan bide sig rigtig fast. Og vi skal sikre, at der nu bliver investeret rigtigt, så vi står bedre rustet, hvis der igen trækker mørke skyer op i den økonomiske horisont. Det betyder, at virksomheder skal have bedre muligheder for at forske og udvikle nye produkter. Og at vi skal sikre at de unge kommer hurtigere ud af på arbejdsmarkedet.

Et skævvredet Danmark

For det andet står vi i en situation, hvor Danmark bliver mere og mere skrævvredet. Der er blevet centraliseret meget. Gennem reformer er kommuner og politikredse sammenlagt. Antallet af uddannelsesmuligheder i provinsen falder. Og regeringen planlægger yderligere centralisering og lukning af produktionsskoler, mens en håndfuld kommuner nord for København bliver tilgodeset med store skattelettelser.

For det tredje har vi en stor udfordring på integrationsområdet. Det er ikke en ny situation, for det har vi haft i årevis. Men flere flygtninge og udlændinge er kommet til Danmark end vi kan evne at integrere. For mange har ikke lært sproget og er aldrig kommet ind på arbejdsmarkedet. Resultatet er parallelsamfund med social kontrol, radikalisering og bandekonflikter.

Vi kan ikke spare på velfærden

For det fjerde er der brug for at holde hånden under velfærden. De fantastiske mennesker, der passer vores syge, underviser vores børn og hjælper vores ældre har svært ved at følge med. Hver fjerde kræftpatient for ikke den behandling de har brug for til tiden. Og regeringen vil spare 12,5 milliarder kroner i de kommende år på velfærden. Det går jo ikke.

Og så er der den femte udfordring. En urolig verden uden for landets grænser. Den russiske bjørn er vågnet igen og den er i et truende humør. Og den USA er blevet mere uforudsigeligt, efter Trumps indtog i det Hvide Hus. Samtidig er der en verden til forskel på ude-Løkkes store klimaambtioner, og hjemme-Løkkes manglende samme. Fine taler i FN, men nej til kystnære vindmøller og udskydelse af Co2-ambitioner herhjemme. Vi har stadig til gode at se det første tiltag fra regeringens side, der øger ambitionsniveauet på klimaområdet.

Nu går et nyt Folketingsår i gang. I Socialdemokratiet har vi rullet ærmerne op og klar til at gå i gang med arbejdet.