Venstre dybt splittet om burkaforbud - partiets vælgere er dog ikke i tvivl

16x9
Målingen er foretaget fra den 3. til 5. oktober blandt 579 respondenter, der ved folketingsvalget i 2015 stemte på Venstre. Foto: Lea Meilandt Mathiesen / Scanpix

I Venstres folketingsgruppe er der enighed om, at burkaen er kvindeundertrykkende. Det store spørgsmål er imidlertid, om et forbud er vejen frem.

Burka eller ej.

Det er et af de helt store spørgsmål i Venstres folketingsgruppe i disse dage.

Regeringens største parti forventes fredag at tage stilling til et forslag fra Dansk Folkeparti, der vil forbyde det at bære heldækkende beklædning som for eksempel de muslimske heldragter burka og niqab.

Torsdag aften viser en Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken, at et klart flertal af Venstres vælgere ønsker et forbud.

I målingen svarer 66 procent af Venstre-vælgerne, at de er tilhænger eller i høj grad tilhænger af et samlet forbud mod burka og niqab i det offentlige rum.

17 procent er modstander eller i høj grad modstander, mens 15 procent svarer hverken/eller. De sidste to procent ved ikke.

Målingen er foretaget fra den 3. til 5. oktober blandt 579 respondenter, der ved folketingsvalget i 2015 stemte på Venstre.

Sådan ser de to muslimske dragter ud
Sådan ser de to muslimske dragter ud Foto: Grafik: TV 2

Et splittet Venstre

Mens der i regeringen er støtte til Dansk Folkepartis forslag fra Det Konservative Folkeparti og en afvisning fra Liberal Alliance, har Venstre endnu ikke meldt noget konkret ud.

TV 2 har i løbet af denne uge været i kontakt med størstedelen af partiets folketingsgruppe, hvor uenigheden er tydelig.

Tilhængerne af et forbud er blandt andet partiets udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth, retsordfører Preben Bang Henriksen, miljøordfører Erling Bonnesen, kulturordfører Britt Bager, energiordfører Thomas Danielsen og Mads Fuglede, der for nyligt fik plads i Venstres gruppe, efter Jakob Engel-Schmidt forlod Folketinget.

- Vi har nogle frihedsidealer her i landet, der ikke er i overensstemmelse med social kontrol. Hvis vi vil fastholde de værdier, skal vi forbyde både burka og niqab. Jeg tvivler på, at der er nogle, der står op om morgenen og tænker, at de gerne vil have burka på i dag. Det gør de kun, fordi de er underlagt social kontrol af deres ægtemænd, siger Mads Fuglede.

- Burkaer er kvindeundertrykkende, og derfor ser jeg også et forbud som en del af værdikampen. Kommer man til Danmark, bør man leve efter vores normer og værdier, siger Erling Bonnesen.

Derudover har også forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og boligordfører Hans Christian Schmidt talt åbent for et forbud.

Strider imod grundlæggende rettigheder

En omtrent lige så stor del af Venstres folketingsgruppe erklærer sig åbent for modstandere af et forbud. Blandt dem er innovationsordfører Eva Kjer Hansen.

- Jeg er imod burkaer og imod burkaforbud. Et forbud strider imod vores grundlæggende frihedsrettigheder og den tolerance, vi skal udstråle overfor hinanden. Vi skal hellere være mere konsekvente og kræve, at vi kan se folks ansigt ved lægen, og når de viser deres buskort til chaufføren. Vi skal ikke begynde at lovgive om påklædning, og vi skal heller ikke forbyde religiøse symboler, siger hun.

Partiets børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen siger:

- Det er så nemt at sige, at det her er kvindeundertrykkende, men hvad nu hvis vi får lavet noget, der er endnu værre for de her kvinder?

Også uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen, finansordfører Jacob Jensen og forhenværende kulturminister Bertel Haarder har meddelt, at de er imod et forbud.

Løser ikke problemerne

En del af partiets gruppe har endnu ikke fortalt åbent, hvad de mener. Heriblandt – og vigtigst af alle – statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det tætteste han er kommet på at udtrykke sin holdning til forslaget, var en udtalelse til TV 2 fredag i sidste uge, hvor han advarede mod symbolpolitik.

- Hvis vi forbød burkaer i morgen, ville vi jo ikke have løst udfordringen med vores modkultur og parallelsamfund, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Mette Frederiksen har tidligere været imod forbud

Under åbningsdebatten i Folketinget torsdag blev Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, afkrævet svar på, om hendes parti går ind for et forbud.

Her sagde formanden, at hun er imod burka, men afviste at svare ja eller nej til, om et forbud er den rigtige vej at gå.

Socialdemokratiet vil afvente regeringens beslutning, før partiet melder noget ud. Men da Mette Frederiksen i 2014 var justitsminister, sagde hun til BT, at et forbud ville være at skyde gråspurve med kanoner.

- Efter min mening er det helt ude af proportioner at begynde at lovgive om det. Det er trods alt et meget lille problem, og brugen af burka er ikke særlig udbredt i Danmark, sagde Mette Frederiksen den 21. november 2014 til BT.

Der er ikke præcise tal for, hvor mange der går i burka eller niqab i Danmark. Skøn fra en otte år gammel rapport siger mellem 100 og 200 personer.

Afstemning