BLOG: Brug Radikale, Løkke. Du vil jo gerne

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder åbningstale i folketingssalen under folketingets åbning, tirsdag den 3. oktober 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Tirsdag havde Folketinget første åbningsdag. Jeg elsker den dag. Der er smukke Dannebrogsflag. Bunker af blomster. Og smilende ansigter.

Min optimisme fik et nøk opad, da Løkke startede sin åbningstale på følgende måde ”Esbjerg Gymnasium (…) Udenrigsministeren, justitsministeren og jeg var på besøg (…) Danske unge har mod på verden. Det er godt”.  Hvor er det herligt, at Løkke starter en tale med ungdommen. For det er jo der, politisk altid burde starte. Vi burde investere i fremtiden.

Netop på Esbjerg Gymnasium skal man bare spare et tocifret millionbeløb frem mod 2021. Esbjerg Gymnasium står ikke alene. Se på de mest sårbare unge på de såkaldt forberedende ungdomsuddannelser. Løkke vil centralisere, så de unge skal stå op før solen for at komme i skole. Se på universiteterne, hvor de studerende får lagt loft over deres drømme. Se på hele erhvervsskolerne, hvor man skal stramme livremmen mere og mere ind. År for år. Ind kommer effektiviseringerne i C20-selskabs-ånd, som om de unge var pølser på et fabriksbånd. ”Ud dannelse” bliver mottoet. Radikale Venstre siger ”Ind med dannelse”.

Min opfordring til Løkke er klar: Drop Dansk Folkeparti. Lad være med at bruge uddannelserne som en brønd, der skal fiskes penge op af. Vi burde da investere et vanvittigt beløb i uddannelse.

For den danske uddannelseskultur er unik. Vores uddannelser er et 1:1-produkt af vores fremmeste arvegods. Lige fra Hal Koch, som ønskede dialog. Til Grundtvig, som ville have folkeoplysning. Til Brandes, som ønskede kritik. Uddannelse danner os som mennesker. Til fremtiden.

Men når vi sparer, ryger dannelsen ud. Tiden. Eftertanken. Rummet til fordybelse. Det er så sørgeligt.

Og det spøjse er, at når man lytter til Løkkes tale, lyder det faktisk som om, at manden hellere vil investere i fremtiden og de unge end at lægge under for DFs vilje.

Kære Løkke. Brug Radikale. Du vil jo gerne.