Enigt Folketing indgår aftale om sort arbejde

Et enigt Folketing har indgået en aftale, så Skat kan påtvinge virksomheder at bruge digitale kasseapparater og lønbureauer.

Alle Folketingets partier er blevet enige om en aftale, der skal skærpe indsatsen mod sort arbejde og svindel med moms og afgifter. Det erfarer TV 2. 

Aftalen skal øge skattevæsenets kontrolmuligheder overfor især små og mellemstore virksomheder. 

Aftalen indebærer blandt andet: 

  • Virksomheder, der har fejl og mangler i indberetningen af medarbejdernes skat, kan blive pålagt at skulle overlade lønregistreringen til et lønbureau. Hvis virksomhedslederen ikke efterlever det, risikerer han eller hun en bøde. 
  • Skat kan pålægge virksomheder at bruge et digitalt salgsregistreringssystem, som for eksempel et kasseapparat, hvis Skat opdager, at virksomheden ikke registrerer alt, den sælger. Hvis virksomhedslederen ikke efterlever det, risikerer han eller hun en bøde. Fra januar 2025 bliver det et krav for alle virksomheder i udvalgte brancher, hvor der ofte ses snyd og fejl. 
  • Logbøger i for eksempel vognmandsbranchen skal gøres elektroniske. 
  • Skat og den finansielle sektor skal i dialog om at sikre, at virksomheder, der tager imod elektronisk betaling, også har en firmakonto, som betalingerne går  ind på, så skattevæsenet kan udføre kontrol. 

Slikbutikker og pizzeriaer

Det er særligt små virksomheder som kiosker, slikbutikker, frisører og pizzeriaer, der ofte tager imod kontant betaling, der er i søgelyset i den nye aftale. 

Skattevæsenet skal have nemmere ved at få indblik i den pengestrøm, der ikke altid bliver indberettet til skat. 

- Der har været et ønske i skatteudvalget om at sætte ind overfor sort arbejde. Det har vi selvfølgelig taget seriøst, fortæller skatteminister Karsten Lauritzen (V). 

- Det betyder blandt andet, at hvis en virksomhed bliver taget i at snyde og svindle - det kunne være et pizzeria eller en slikbutik, der ikke får betalt skatter og afgifter - så kan skattevæsenet nu i højere grad komme efter dem og for eksempel pålægge dem, at de skal bruge et kasseapparat, hvor man kan kontrollere alle transaktioner.

De små og mellemstore virksomheder skal ikke indrette sig efter en masse nye regler eller ud at købe nye digitale apparater i morgen. Der bliver ifølge skatteministeren "lang indflyvning" på aftalen, der først skal træde fuldt i kraft fra 1. januar 2025. 

Milliarder at hente 

Der er stor tilfredshed blandt partiernes ordførere, der har samarbejdet om at strikke en aftale sammen efter svensk og norsk forbillede. 

- I Sverige er det helt op til 15 milliarder kroner, man har fået ind på de her tiltag. Så jeg har rigtig store forventninger til den her aftale, siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær. 

Han kalder sort arbejde "usolidarisk" og "konkurrenceforvridende".

- En kiosk, der ikke betaler skat og afgifter, er jo stort set umulig at konkurrere med. 

Sort arbejde er generelt faldende i Danmark ifølge Skatteministeriet. Aftalen skal medvirke til, at den positive udvikling fortsætter. 

Enhedslistens Rune Lund understeger, at aftalen skal sikre "mindre sort arbejde og flere skattekroner i velfærdskassen".