DF vil tage tandlægehjælp, SU og buskort fra udlændinge

16x9
Danskere, der vender hjem efter en årrække i udlandet, kan blive klemt af Dansk Folkepartis krav, medgiver finansordfører René Christensen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Regeringens støtteparti har en bred vifte af forslag til ydelser, hvor der bør indføres optjeningsprincipper.

Det skal være markant sværere for især udlændinge at modtage SU og en lang række andre offentlige velfærdsydelser.

Sådan lyder kravet fra Dansk Folkeparti op til de forestående finanslovsforhandlinger med regeringen, oplyser DR.

Også når det gælder tilskud til tandlæge, buskort og husleje vil DF indføre krav om, at man har opholdt sig et vist antal år i Danmark.

- Man skal ikke kunne få SU, før man har været her i syv år ud af de sidste otte år, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, til DR.

I dag har arbejdstagere fra andre EU-lande ret til SU i Danmark, hvis man arbejder 10-12 timer om ugen ved siden af studierne.

Ikke-danske hjemløse og flygtninge

DF kigger især mod socialloven, som giver borgere mulighed for at modtage en række ydelser, blandt andet tilskud til tandlægehjælp. René Christensen mener ikke, at forslaget vil ramme danskere i nævneværdig grad.

- Det er nogle, der har opholdt sig i Danmark i meget kort tid. Det vil være flygtninge, indvandrere og europæere, siger René Christensen.

- Vi har rigtig mange ikke-danske hjemløse eller flygtninge-indvandrere. Mange af dem er europæere, som kommer herop og har adgang til vores ydelser. Det ønsker vi at sætte en stopper for, siger han til DR.

Udlandsdanskere kan også blive ramt

Han understreger, at DF helst vil ramme udenlandske statsborgere med sine forslag om optjeningsprincipper.

Men det kan ikke lade sig gøre på grund af EU-regler og menneskerettighederne, vurderer partiet.

Derfor vil det også omfatte for eksempel udlandsdanskere, der vender hjem efter en årrække i udlandet.