BLOG: Hvorfor er dansktopmusik ikke fint nok til DR?

16x9
Bredden kniber det gevaldigt med hos DR. Én ting er, at 82 procent er genudsendelser, noget andet, at DR har udviklet sig i en konservativ retning, hvor den traditionelle kulturradikalisme synes at være stivnet og har udviklet sig til en kulturel mumie. Foto: Scanpix

BLOG: BT skriver i dag om, at Keld Heick og hustruen Hilda i mange år har kæmpet en kamp for dansktoppen i Danmarks Radio.

Men uden det store held. DR gider ikke dække hverken slager-genren eller dansktoppen, selv om der ellers er tale om en populær genre blandt mange danskere. Er det public service? Burde public service ikke netop omfatte alle smagsretninger.

I dag kan danskere med hang til dansktopmusik heldigvis få deres behov dækket andre steder. Der findes masser af streamingtjenester på nettet som f.eks. YouTube, der er helt gratis. Og før internettets tidsalder zappede mange danskere med adgang til tysk tv over på de populære ”hjemstavnsaftener” på tysk tv, hvor den folkelige kultur på en helt anden måde var sat i højsædet.

Det tyske fjernsyn sondrede endda mellem de forskellige traditioner i landet og bragte også hele aftner med populære slagere. Her var der også tale om public service, idet de tyske kanaler ARD og ZDF er public service-kanaler. Samtidig med at der var – og er – plads til smalle produktioner. Det kaldes bredde, og sådan skal public service være.

Bredden kniber det gevaldigt med hos DR. Én ting er, at 82 procent er genudsendelser, noget andet, at DR har udviklet sig i en konservativ retning, hvor den traditionelle kulturradikalisme synes at være stivnet og har udviklet sig til en kulturel mumie. Nedgangen begyndte for alvor, da dansktoppen blev flyttet væk fra FM-båndet og P4, for de fleste lytter stadig til FM-båndet, når det kører bil.

Noget lignende skete, da morgenandagten blev flyttet fra FM til de digitale DAB-kanaler, der kræver en særlig modtager.

Heldigvis lever dansktoppen i bedste velgående, og næste år bliver Dansktopprisen afviklet i Jyske Bank Boxen i Herning den 8. april. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor dansktoppen ikke er fin nok til DR. Hvorfor skal public service ikke omfatte alle danskere på lige vilkår?