Røde partier vil ikke lade militæret løse politiets opgaver

16x9
Regeringen vil lade militæret overtage grænsekontrol Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Regeringen bør helt droppe grænsekontrollen frem for at lade militæret overtage opgaven, mener røde partier.

Et forslag fra regeringen om at lade militæret overtage dele af politiets arbejde, som for eksempel grænsekontrol, møder skarp kritik fra flere af de røde partier.

Regeringens forslag er ifølge TV2 en del af et såkaldt bandeudspil, der bliver fremlagt fredag. Det skal frigøre ledige politihænder til at få styr på den verserende bandekrig.

Men regeringen bør i stedet helt droppe grænsekontrollen, mener røde partier.

- Vi er jo ikke i krig og har ikke militær på gaden i Danmark. Selvfølgelig har jeg tillid til, at de kan klare en bevogtningsopgave i militæret, men det er jo ikke det, de er uddannet til, siger Sofie Carsten-Nielsen, gruppenæstformand hos De Radikale.

- De efterspørger selv noget efteruddannelse, hvis de skal lave den slags opgaver. Det er godt, hvis politiet kunne komme tilbage og passe deres arbejde, men det bedste ville være, hvis man helt droppede den grænsekontrol. Der er jo ingen trusler ved grænsen.

Samme holdning lyder fra SF's Lisbeth Bech Poulsen på Twitter:

- Vi er ikke i krig. Det er uacceptabelt at indsætte militæret ved grænsen. Regeringen er på vildt skråplan.

I Enhedslisten frygter retsordfører Rune Lund konsekvenserne, hvis soldater skal kontrollere folk ved grænsen.

- Militæret er uddannet til at gå i krig og ikke til at lave politiarbejde. Den ultimative fare er jo, at en soldat på grund af manglende uddannelse kommer til at reagere for hurtigt eller for voldsomt, siger Rune Lund.

- Det er dybt problematisk, tilføjer han.

Ifølge to forskere, som Ritzau har talt med, er der ikke umiddelbart problemer i at lade militæret foretage bevogtningsopgaver og grænsekontrol i en kort periode.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Københavns Universitet, og Henrik Ø. Breitenbauch, centerleder ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, understreger dog, at det kun bør være for en kort periode.

Men også Rune Lund mener, at løsningen bør være at droppe grænsekontrollen.

- Der er brug for at prioritere hårdt, fordi vi har et politi, der er ekstremt presset. Men der er altså ikke brug for at inddrage militæret. I stedet kan man tage nogle af de omkring 250 årsværk, der i øjeblikket er bundet op på en grænsekontrol, siger han.

Hos Socialdemokratiet venter man med at kommentere udspillet, til det er blevet præsenteret af regeringen. Det sker fredag.