Forsvaret skal bevogte grænsen fra september

16x9
Betjente skal bruges i den verserende bandekonflikt, siger statsministeren. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddeler, at Forsvaret fra september kan aflaste politiet ved grænsen.

Forsvaret skal aflaste politiet ved grænsen, og politiet kan se frem til, at det sker fra september.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med Venstres sommergruppemøde i Aalborg.

Ved at aflaste politiet kan der sættes flere betjente af til den verserende bandekonflikt, hvor flere uskyldige mennesker er blevet ramt af skud.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at det er eskaleret til et niveau, hvor det involverer almindelige mennesker.

- Sommerens skyderier viser, at bandepakken var helt nødvendig. Men også at mere skal gøres for at komme det uvæsen til livs.

- Det er vanskeligt at komme med gode løsninger, som virker på kort sigt, siger Løkke.

En måned med opgaver

En af løsninger er at lade Forsvaret aflaste politiet.

- Regeringen har besluttet, at Forsvaret skal hjælpe politiet. Vi har bedt rigspolitichefen og forsvarschefen om at finde ud af, hvor det bedst kan gøres. Eksempelvis grænsekontrol og bevogtningsopgaver, siger Løkke.

Det ventes at være afdækket i indeværende måned.

- Dansk politi har brug for en frisk luft, en hjælpende hånd, siger Løkke.