Løkke troede slaget var tabt i 2014 og sendte SMS til konen

16x9
Lars Løkke fortæller i et interview med Fyens Stiftstidende, at han var parat til at trække sig som formand for Venstre i 2014. Foto:

På vej til et krisemøde i 2014 sendte Lars Løkke en sms til sin kone om, at han ville trække sig som formand.

Det er god historie, men det er ikke den virkelige historie, lyder det fra politisk kommentator Hans Engell om et interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

I et interview med Fyens Stiftstidende fortæller Løkke, at han havde besluttet sig for at trække sig som formand for Venstre tilbage i 2014.

Men en tilfældig forbipasserende på vej til et krisemøde i Odense fik Løkke til at ombestemme sig og i stedet kæmpe for at forblive formand.

- Historien med benzinstationen og familien Nyborg, der overbeviste ham om det modsatte, synes jeg, er en smuk, dansk fortælling.

Afstemning

- Men jeg må bare sige, at jeg tror ikke et øjeblik på, at det har været den virkelige historie om det her, siger Hans Engell.

På vej til et slag

Løkke fortæller, at han på vej til krisemødet sendte en sms til sin kone om, at han havde besluttet sig for at træde tilbage som formand for Venstre.

Men under et stop på motorvejscaféen "Hos Morfar" ved Ringsted ombestemte han sig.

Her mødte han opbakning fra en forbipasserende ved navn Anders Nyborg, der opfordrede Lars Løkke til at kæmpe.

Hans Engell mener derimod, at Løkke troede, at han var på vej til et slag, han ikke kunne vinde.

- Løkke har troet, at slaget var tabt. Det finder han ud af i Odense, at det ikke er.

- Og undervejs møder han en familie, der siger nogle pæne ting til ham. Det er han selvfølgelig glad for, men det er ikke det, der har været det afgørende, siger den politiske kommentator.

En dygtig og benhård politiker

Da Løkke kommer frem til Odense, opdager den nuværende statsminister ifølge Hans Engell, at slaget som formand endnu ikke er tabt.

- De modstandere og kritikere han har - dem, der vil af med ham som formand - de er ikke helt så stærke og hårde forhandlere, som han er.

- Derfor ender det på den måde, at han vinder og fortsætter, siger Hans Engell.

Forløbet tegner Løkke som en dygtig og benhård politiker, der vil den politiske magt, mener Hans Engell.

- Forløbet i Odense viste, at han kunne vinde en håbløs sag. Det er det, der præger ham og hans tænkning. Han kan vinde en håbløs sag, og han giver ikke op, siger han.