Tidligere V-minister langer ud efter Gade: Uhørt at du falder din regering i ryggen

16x9
Venstres gruppeformand Søren Gade har anklaget regeringen for at føre "socialistisk politik". Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Søren Gade, der anklagede regeringen for at "føre socialistisk politik", bliver nu beskyldt for at være illoyal.

Venstres gruppeformand Søren Gade svækker sin egen regering og partifæller i forsøget på at profilere sig selv.

Sådan lyder den hårde og opsigtsvækkende kritik nu fra det forhenværende mangeårige Venstre-medlem af Folketinget og tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Anledningen til de barske ord fra partifællen er sagen om statslån til almene boligforeninger. For nyligt annoncerede regeringen, at de agter at ændre loven, så nybyggeri og renovering af almene boliger fremover kan finansieres med statslån.

På den måde ”kan der spares gebyrer forbundet med låntagning hos realkreditinstitutterne”, som det blev forklaret i en pressemeddelelse.

Dét forslag fik Søren Gade til offentligt at gå til angreb på regeringen, som han beskyldte for at "føre socialistisk politik”.

Og dén opførsel fra en gruppeformand i et regeringsparti er stærkt kritisabel, mener Svend Aage Jensby, som fremfører sin kritik i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

- For få dage siden faldt Venstres gruppeformand, Søren Gade, sit parti og den regering, han burde støtte, i ryggen, indleder Svend Aage Jensby sit indlæg.

Jensby, der sad i Folketinget fra 1990-2005 og var forsvarsminister umiddelbart inden Søren Gade selv overtog den post i 2004, kalder Gades opførsel for ”uhørt”:

- Det er og burde være uhørt, at en gruppeformand for et regeringsparti i en mindretalsregering på den måde forsøger at svække sin egen regering, men det er sket tidligere, at SG (Søren Gade, red.) som gruppeformand kører sololøb for at bringe sig i mediernes lys. Er det, fordi SG er skuffet over, at han efter at have måttet fratræde sin direktørstilling i Landbrug & Fødevarer ikke blev minister?

Svend Aage Jensby ved overdragelsen af forsvarsministerposten til Søren Gade i 2004.
Svend Aage Jensby ved overdragelsen af forsvarsministerposten til Søren Gade i 2004. Foto: Morten Juhl / Scanpix Danmark

Gade har før været uenig

Som Svend Aage Jensby bemærker, er det ikke første gang, at Gade som gruppeformand åbent undsiger den Venstre-ledede regerings politik.

I forbindelse med diskussionen om placeringen af en politiskole i Vestdanmark sagde Søren Gade åbent, at Holstebro ville være en bedre placering end Vejle, som regeringen endte med at beslutte sig for.

Sidste efterår kritiserede Gade også åbent den daværende Venstre-forsvarsminister Peter Christensen i en sag om reparation af et dansk krigsskib.

Og tidligere i år meddelte Søren Gade, at han støttede et forslag om politikeres løn- og pensionsforhold, selvom regeringen var imod.

- Det er trist, men for mig nødvendigt at måtte skrive et sådant indlæg, Søren Gade. Men vi vil kæmpe for vores statsminister og næstformand. Nu skal der ro på skuden, afslutter Svend Aage Jensby sin kritik.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Søren Gade til Svend Aage Jensbys kritik, men det er endnu ikke lykkedes.

Bakket op af andre gruppemedlemmer

I sagen om statslån står Søren Gade internt i Venstre dog langt fra alene med sin modstand.

Både TV 2 og Ekstra Bladet har berettet om interne mail-korrespondencer blandt medlemmer af folketingsgruppen, der afslører stor utilfredshed med både indholdet af forslaget og den - ifølge nogle - mangelfulde inddragelse af gruppemedlemmerne, inden regeringens beslutning blev truffet.

Den interne utilfredshed kulminerede i sidste uge, da Venstre drøftede sagen på et ekstraordinært gruppemøde. Efter gruppemødet erkendte Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, at der fra partitoppens side er begået ”fodfejl”.

- Man burde i bagklogskabens ulideligt klare skær nok lige have sendt det her ud til grupperne lidt hurtigere, sagde han blandt andet og oplyste desuden, at regeringen på baggrund af kritikken nu vil sætte forslaget om statslån i høring og muligvis ændre sit oprindelige forslag.

- Jeg synes egentlig, det er meget rimeligt, at når man sætter ting i høring, så lytter man også til de svar, der kommer, og at man er åben over for, at ting kan gøres på en anden måde. Hvis vi bare sætter os op i et hjørne og siger, det er på den her måde, ellers gør vi det ikke, så bør vi ikke være, hvor vi er.