BLOG: Han er præsident - og det vil han gerne vise

16x9
Det første officielle portrætbillede af præsident Macron. Foto: Soazig de la Moissonniere

Så kom det første officielle præsident-portræt af Emmanuel Macron.

Et fast blik. Antydningen af et lille smil. Macron læner sig op ad et bord. Vinduet bag ham er åbent – verden derude venter. Han er omgivet af det franske flag trikoloren og det europæiske flag. Han er afslappet og parat – en mand, man kan stole på.

Macron selv har været en del hen over, hvordan billedet skulle tages. Alle detaljer er nøje blevet vendt og drejet. Strategien er helt klar: Præsidenten skal være præsident og opføre sig som sådan.

Ikke noget med småsnak med journalister som den tidligere præsident Hollande havde for vane og endda gik så langt som til at give sit samtykke til en samtalebog, som han aldrig læste, før den VAR udgivet, og skandalerne bølgede.

Utænkeligt at Macron, som præsident Trump, skulle gå til angreb per tweet. Ikke kun fordi Macron har anderledes ordet i sin magt end Trump og også bruger det, men set med franske øjne er det totalt uværdigt for en præsident.

Præsident Macron udtaler sig nu sjældent til pressen. Han tager derimod gerne ordet andre steder. I Frankrig, hvor mangen en statsleder er defileret forbi siden præsidentvalget i maj. På topmøder og gerne med forslag, der placerer ham højt på pressens agenda – og efterfølgende er der selvfølgelig så pressekonferencer, hvor spørgsmålene fortsat er mange og svarene lange. Præsidenten styrer selv slagets gang.

Macron understreger sin præsidentstatus – og det i helt bogstavelig forstand når han mandag d. 3. juli indkalder Nationalforsamlingen og Senatet til kongres i Versailles for her at give de store linjer fremover.

Det er et løfte, Macron gav under præsidentvalgkampen. En gang om året ville han på denne måde gøre status. Det har dog vakt nogen opsigt, at kongressen finder sted, dagen før hans premierminister Edouard Philippe tirsdag d. 4. juli vil fremlægge regeringens politik. Hvad er Macron ude på; vil han underminere sin premierminister? Skal han absolut konstant vise sin magt og kontrollere alt? Kritikken er hård.

Det er kun et par uger siden, at valget til Nationalforsamlingen d. 18. juni gav præsidentens parti, La République en Marche (LREM) det absolutte flertal i Nationalforsamlingen og hermed redskaber til at få gennemført planlagte reformer. Det var dog kun 43 procent af franskmændene, der valgte at stemme. Det var rekordlavt og understregede naturligvis, at ikke alle er enige i den planlagte politik.

De gamle store partier, republikanerne og socialisterne, er ikke kommet over hverken de sløje resultater eller de interne stridigheder. Man leder efter nye ledere og strides om, i hvor høj grad man skal/kan støtte regeringens forslag – hvis overhovedet. Den nationale front er ligeledes ved at gå i opløsning, Marine Le Pen står svækket og nu også med en retssag, men én ting er sikkert: fra den front vil der ikke være nogen støtte til hverken Macron eller regering.

'La France Insoumise' – det ukuelige Frankrig, ledet af Jean-Luc Mélenchon - er i skarp opposition i forhold til Europa-politikken og de sociale reformer – og her ikke mindst den kommende reform af arbejdsloven. Fra start er der fra disse 17 medlemmer af Nationalforsamlings 577 medlemmer lagt op til proteststil: dress coden kræver slips. Det nægter de ukuelige at tage på, de nægter også at klappe og rejse sig, hvis de er uenige i beslutninger. Mélenchon vil også gerne have det europæiske flag fjernet fra forhallen:

- Skal man virkelig tvinges til at se på det? Det hører ikke hjemme her!

De første møder i Nationalforsamlingen har ikke været lydløse. Der skulle vælges formand for forsamlingen og nedsættes komiteer. For de mange nye LREM-medlemmer har der været introduktionskurser. Af de 313 valgte er mange fra det civile liv. Regeringen bruger weekenden, inden præsidentens kongresmøde i Versailles til et sidste intenst crash course for samtlige involverede. Det er nu slaget skal slås.

Præsident Macron selv har rig lejlighed til at vise sin præsidentrolle: 1. juli holder han mindetale i Europaparlamentet i Strasbourg for afdøde kansler Helmut Kohl, onsdag d. 4. juli i Paris for Simone Veil, den legendariske franske kvinde der var Europaparlamentets første præsident – begge som Macron – stærke tilhængere af Europa.

Simone Veil døde fredag – kort tid før hun d. 13. juli ville være blevet 90 år. Simone Veil indrammede århundredet.

I den franske nationalforsamling blev hun i 1975 skældt ud, for at ville indføre nazistiske metoder, da hun som sundhedsminister forsvarede kvinders ret til abort. Hvad de ivrige mandlige, vrede nationalforsamlingsmedlemmer dengang ikke vidste, var, at tallet 78.651 står indgraveret på Veils underarm – et uønsket minde om hendes tid i den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau. Hun kendte til stanken fra gasovnene, de gasovne, Jean-Marie Le Pen mangen en gang har kaldt bare en detalje.

Veil FIK gennemført retten til abort i 1975. Da hun i 2008 blev medlem af det Franske Akademi, lod hun indgravere på sværdet, som medlemmerne får, netop tallet 78.651. Også her vandt Simone Veil – en bestemt, somme tider meget bestemt, omsorgsfuld kvinde. Det var svært ikke at blive rørt, når tallet 78.651 kunne anes midt i et interview. I årevis lå Simone Veil øverst på toplisten over personer, franskmændene bedst kan lide.

Emmanuel Macron vil under den officielle mindehøjtidelig for Simone Veil understrege, som så mange gange under præsidentvalgkampen, hvor vigtigt det er at have idealer og tro på, at det nytter at kæmpe – som Simone Veil. Med andre ord – den positive og optimistiske holdning, der gav ham bonus.

Seneste meningsmålinger viser, at 61 procent af franskmændene ser positivt på præsidentens opførsel og kommunikation.

Efter sommeren starter gennemførelsen af reformer – og striden om den berømte arbejdslovsreform. Fagforeningen CGT har allerede varslet strejker d. 12. september.

Først er det sommer – også mere eller mindre for Macron. Det traditionelle tv præsidentinterview på nationaldagen d. 14. juli er ikke længere del af traditionerne – det finder ikke sted.