BLOG: Regeringens pensionsaftale er en lukket fest for de velstillede

16x9
Regeringen tænker kun på de velstillede. Foto: Frank Cilius / Scanpix Denmark

Regeringen og Dansk Folkeparti har lavet en aftale, som på papiret skal gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet.

Desværre viser det sig endnu en gang, at regeringen udelukkende har haft landets mest velstillede i tankerne, da man satte sig til forhandlingsbordet.

For hvad hjælper det en lavtlønnet arbejder, at regeringen vil lade ham spare 50.000 kroner ekstra op til pension uden at blive modregnet ydelser? Det er de færreste, der har råd til at gøre brug at hele den ordning.

Bevares, der er helt sikkert mennesker, som let kan sætte over 4.000 kr. om måneden ekstra af til pension. Ligesom der er mennesker som statsministeren for hvem 2.000 kr. til et par sko bare er et greb i lommen.

Men for langt de fleste almindelige mennesker er der ikke luft i økonomien til store, ekstra pensionsindbetalinger hver måned. Og så får de absolut intet ud af regeringen og DFs nye pensionsaftale.

Altså lige præcis de mennesker som aftalen skulle hjælpe. Hvis det havde været resultatet af en eksamensopgave, havde karakteren været klar: Dumpet!

Regeringen tænker kun på de velstillede

Det hjælper endnu mindre, når man husker på, at lagerarbejdere, bygningsarbejdere og mange andre lønmodtagere har så fysisk hårdt arbejde, at hver fjerde 3F’er må trække sig nedslidt tilbage før de fylder 60 år. De nedslidte får således slet ikke mulighed for at gøre brug af ordningen.

Regeringens aftale er dermed en lukket pensionsfest for de højtlønnede uden fysisk krævende arbejde, mens lavtlønnede og nedslidte kan stå udenfor og kigge ind.

At Lars Løkke Rasmussen og hans liberale venner i LA kan finde på den slags kommer ikke bag på mig. Det har vi set før. Det var samme mønster med regeringens udspil til boligskatten, der kun kom de rigeste boligejere til gode. Eller sænkningen af registreringsafgiften, der gjorde en Porsche flere hundredetusinder kroner billigere. Eller da de sænkede skatten på aktieavancer og sænkede arveafgiften, så børn af virksomhedsejere slipper billigere end alle andre.

Endnu en gang sender regeringen gaver til kommunerne nord for København i stedet for at komme almindelige lønmodtagere til hjælp. Aftalen er ikke bare en skattelettelse til de velstillede, men en decideret forringelse for almindelige mennesker.

Regeringen begrænser nemlig muligheden for at trække sig tilbage for ens egne penge. Det går udover fremtidens nedslidte og lønmodtageres frihed til selv at disponere deres tilbagetrækning og er derfor en skjult forhøjelse af pensionsalderen.