Regeringen foreslår nyt skilsmissesystem

16x9
Arkivbillede. Foto: Rune Evensen / Scanpix

En dommer skal afgøre de mest konfliktfyldte skilsmissesager, mener regeringen, der er på vej med nyt udspil.

Regeringen præsenterer tirsdag et udspil til et nyt skilsmissesystem.

Problemerne skal behandles samlet, og der skal tages helt anderledes hånd om barnet, står der i udspillet, som Ritzau er i besiddelse af.

Systemet består af to dele: Familieretshuset, der erstatter Statsforvaltningen og Familieretten, som ligger i byretterne

Børneenheden er børnenes kontakt til systemet, og der vil blandt andet være børnesagkyndige psykologer eller rådgivere, som møder børnene.

Derudover skal sagerne screenes. Det kommer til at høre under Familieretshuset.

De tungeste af sagerne bliver afgjort af en dommer i Familieretten, står der i udspillet, så sagerne ikke varer for evigt.

Der behandles årligt omkring 100.000 familieretlige sager i Danmark, og cirka hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden. 

I op mod 10 procent af sagerne er der tale om konflikter, hvor børnene er særligt udsatte. De cirka 7000 komplekse sager, hvor der er risiko for konflikt og sociale problemer som misbrug og vold, skal afgøres af en dommer i Familieretten, står der i udspillet.

"Radikalt anderledes" system

Systemet bliver "radikalt anderledes" end i dag, fordi domstolene får lov at afgøre de konfliktfyldte sager. Det siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Fyens.dk.

Hun er ikke specielt bekymret for, at domstolsafgørelser vil gøre systemet usmidigt.

- Vi skal altså huske på, at de sager, som bliver screenet som røde, handler om familier, der er i så store konflikter, at kommunikationen er meget vanskelig forældrene imellem.

- Samværet vil være fastsat på en måde, som er bedst for barnet, og her vil stabilitet være væsentlig. Det er vigtigt at have for øje, at vi gør dette for barnet, siger Mai Mercado til Fyens.dk.

Børns Vilkår roser nyt tiltag

Et godt og modigt udspil. Det mener Børns Vilkår om regeringens bud på det nye skilsmissesystem.

 - Det her udspil kan betyde, at langt færre børn vil komme til at lide i årevis under forældrenes skilsmissekonflikter. Det bliver mere enkelt end det nuværende system, og det satser på tidlig hjælp til de familier, som risikerer at ryge ind i nogle langvarige konflikter, siger direktør Rasmus Kjeldahl.