ANALYSE: Jeg har aldrig set Thulesen Dahl i defensiven på den måde før

16x9
Nye Borgerliges formand Pernille Vermund på Folkemødet. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

BLOG: Særligt én debat gjorde indtryk på TV 2s politiske analytiker Thomas Funding ved årets Folkemøde på Bornholm.

Jeg er noget grundtræt her mandagen efter Folkemødet. Dejlige dage som altid. Gode snakke, hyggelige stunder og alt for lidt søvn.

Der var godt nok ikke de vilde nyheder i år, men der var een oplevelse, der alligevel gjorde stort indtryk på mig. Det var debatten mellem Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund (ja og Søren Pape Poulsen, men det var nu ikke hans medvirken, der var så interessant).

For første gang nogensinde oplevede jeg en debat, hvor DF-formanden var i defensiven og måtte forsvare sig fra angreb fra højrefløjen. I forberedte TV-egnede one-liners angreb Vermund Thulesen Dahl:

- Politikerne svigter. Det er fint at tale om stramninger, men det hænger jo ikke sammen, når vi ser en hverdag med "koranklodser", med øget overvågning, hvor vi bliver sikkerhedskontrolleret i hoved og bagdel, hvor vi ser en hverdag, hvor vores unge ikke kan tage til en koncert, uden de bliver konfronteret med risikoen for terror, en hverdag hvor unge mænd bliver stukket ned, fordi de er danske, og hvor kvinder bliver voldtaget.

Og hun fortsatte:

- Det er ikke noget, der er kommet over en nat. For mig var det ret skelsættende, at et parti som DF sad på hænderne i 2015, da vi så migranter vælte op igennem Europa og ind over den danske grænse. Der var ikke nogen, der sagde stop: DF sad med afgørende mandater med muligheden for at sige til Lars Løkke Rasmussen: Det her skal vi ikke finde os i. De politikere, der sad med ansvaret for dette, de har for evigt forandret Danmark.

Har ikke længere området for sig selv

Debatten symboliserede for mig en ny situation i dansk politik og for DF. Partiet har altid været dem, der var strammere end de andre. Og ingen var i tvivl om det. Det var så veletableret, at DF kunne gå til valg med følgende slogan ved sidste folketingsvalg: "DF: Du ved, hvad vi står for". Rimeligt overlegen.

Men nu er der et parti, der forsøger at slå sig op på, at de er strammere end DF. Thulesen Dahl ejer ikke længere udlændingeområdet alene. Og for første gang nogensinde hørte jeg en formand for DF, der var mere defensiv end offensiv.

Thulesen Dahl forsøgte sig med argumenter så som: At Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti jo var enige om målet, men ikke om metoden. Og at det kræver 90 mandater at få flertal i Folketinget. DF er før blevet beskyldt for at være populistiske. Det var de ikke i fredags i Trykkefrihedsselskabets overophedede telt. De var i stedet - for første gang - udfordret af det. Og DET var min største folkemøde-oplevelse. I Trykkefrihedsselskabets telt hvor folk var ved at dø af varme, fordi PET havde beordret, at siderne skulle lukkes ned, så man ikke kunne skyde udefra og ind (antager jeg).

Det bliver umådeligt interessant at se, hvor meget bundklang der er i Vermunds linje. På borgen regner folk med, at Nye Borgerlige kommer i Folketinget ved det kommende valg. Men om de kommer meget over spærregrænsen på de 2 procent, tvivler de fleste på. Det gør jeg nok også. Men ikke desto mindre har deres blotte tilstedeværelse i debatten (og snart partilederdebatterne) ændret meget for Dansk Folkeparti.