Mette Frederiksen vil ikke vælge mellem Radikale og Dansk Folkeparti

Socialdemokratiets formand er klar til at samarbejde med alle, siger hun.

Da Mette Frederiksen havde første dag i Folketinget i 2001, havde hun slet ikke fantasi til at forestille sig et samarbejde med Dansk Folkeparti. Og hun havde mildest talt ikke været begejstret for ideen. Det indrømmer hun. 

Men i dag har hun kastet det parlamentariske puslespil op i luften ved at danne et politisk kammeratskab med højrefløjspartiet.

decms://0ec1f2ddbeb562d8135a1a649c57afa6e18fda7f

Og det nye bånd er så tæt, at hun ikke vil svare på, hvordan brikkerne lander, hvis der skal dannes en ny regering efter næste valg.

Mette Frederiksen er klar til at samarbejde med alle, siger hun. Men hun tøver, da TV 2's Søren Lippert spørger direkte: 

- Hvem vil du helst danne regering med, Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti? 

- Jeg kommer ikke til at diskutere regeringskonstellationer, før vi kommer tættere på et valg, siger hun.

Væk fra blokpolitik igen

Danmark er ikke bygget på blokpolitik, indvender oppositionslederen. Blokpolitik kom først til sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

- Og så havde du 10 år, hvor alt blev styret af én blok. Indtil da - gå tilbage til Anker (tidligere S-statsminister Anker Jørgensen, red.), han funderede store dele af sin økonomiske politik henover midten. Igennem alle tider har vi været dygtige til at samarbejde, og jeg tror egentlig også, at det er det, danskerne har en forventning om, siger S-formanden. 

Det er meget dramatisk, det der sker i dansk politik. Samarbejdsmønstrene bliver brudt op. Det her bryder med rigtig mange ting.

Anders Langballe, Tv 2's politiske redaktør

- Den der idé om, at så skal regeringsmagten skifte, og så skal man sidde og bestemme det hele med 50-51 procent af stemmerne. Jeg tror ikke, vi får et godt samfund af det. 

- Det, jeg arbejder for nu, er selvfølgelig at få det stærkest mulige mandat for Socialdemokratiet. Vores vigtigste opgave er at vinde danskernes tillid til, at den opgave (at danne regering og lede landet, red.) kan vi klare, siger hun. 

- Samarbejdsmønstre bliver brudt op

Det er en markant udmelding fra partiet, der nærmest ikke har sat spørgsmålstegn ved samarbejdet med Radikale Venstre i - bogstaveligt talt - 100 år. 

decms://3f61be152ba9e5b7f158fc25013b81a2d82869ef

- Nogle gange er det de spørgsmål, man ikke får svar på, der er de mest interessante, siger TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, efter interviewet med partiformanden. 

- Som der blev sagt derinde: Den Mette Frederiksen, der kom i Folketinget i 2001, hun ville mildt sagt ikke have brudt sig om at samarbejde med DF. Og nu vil hun ikke svare på, om det er Radikale Venstre, der er det foretrukne, eller om det er Dansk Folkeparti.

- Det er meget dramatisk, det der sker i dansk politik. Samarbejdsmønstrene bliver brudt op. Det her bryder med rigtig mange ting, siger Anders Langballe.