Dreesen: Faderen til det genforenede Tyskland har forladt os

16x9
Tysklands tidligere kansler Helmut Kohl er død. Han blev 87 år gammel. Foto: UWE ANSPACH / Scanpix Denmark

Helmut Josef Michael Kohl er gået bort.

Han var på mange måder en politisk kæmpe, Helmut Josef Michael Kohl, 1,93 meter høj og i sine velmagtsdage voksne 125 kilo tung (efter den årlige slankekur, forstås) en mand, der i mere end én forstand gik i store sko (mere præcist størrelse 46), og som havde en glubende appetit, ikke bare efter tærter og Rhinegns-specialiteter som Saumagen, men også efter magt og selviscenesættelse.

En politiker, der opnåede at blive forhånet, forgudet og forkastet og oplevede de største triumfer og bitreste nederlag og som i sit privatliv blev udsat for det smerteligste tab, da hans første kone valgte at begå selvmord.

Og så er han manden, der mere end nogen anden har fået æren for den tyske genforening, Helmut Kohl er genforeningskansleren, der den dag i dag nyder stor respekt hos især østtyskerne og som har en stor del af ansvaret for, at det genforenede Tysklands hovedstad hedder Berlin og ser ud, som den gør.

Helmut Kohl var en mand, der ragede op

Han tilhørte generationen, der gennemlevede 2. Verdenskrig som teenager, og kun den omstændighed, at krigen sluttede, sparede ham for at gøre tjeneste som flakhjælper. Han var, med sine egne ord, for ung til at pådrage sig skyld, men gammel nok til at lære diktaturets rædsler og krigens lidelser at kende.

Sammen med sine tre kammerater besluttede den dengang 15-årige Kohl at vende militæret ryggen og gøre den lange vej fra Berchtesgaden i Alperne, hvor han blev udstationeret, til den udbombede hjemby Ludwigshafen ved Rhinen, og det til fods.

Konservativ-katolsk opvækst

Her voksede han op i en konservativ-katolsk familie, studerede jura og historie på universitetet og kastede sig ud i det politiske liv inden for CDU, Den kristeligt-demokratiske Union, det store borgerlige parti, som i de første mange efterkrigsår satte sit præg på Vesttyskland. Den unge Kohl gjorde hurtigt karriere, blev ministerpræsident for delstaten Rheinland-Pfalz og opnåede at blev partiets kanslerkandidat ved valget i 1976 og tabte.

Først da den navnkundige bayrer og ærkerival Franz Jozef Strauss indkasserede et historisk elendigt valgnederlag som kanslerkandidat for kristelige demokrater, meldte Kohl sig på banen igen og satsede nu på at få det liberale FDP, der ellers dannede koalition med Socialdemokraterne, til at skifte side.

Det lykkedes i 1982, da Kohl væltede Helmut Schmidts socialdemokrattiske regering med et mistillidsvotum og selv kunne overtage kanslerposten. Den evige oppositionsleder og latterliggjorte provinspolitiker Helmut Kohl havde overlistet dem alle og demonstreret sin sans for at gribe øjeblikket.

"Aldrig mere krig"

Erfaringerne fra krigen, hvor han mistede sin ældre bror under et luftbombardement, lærte ham at ”længes efter fred og frihed”, og de prægede hans opfattelse af Tysklands plads og hans egen rolle i Europa. Ordene ”Aldrig mere krig var ikke noget jeg behøvede at stave til, det var en del af mit liv, af mit væsen”, som han selv formulerede det.

For Kohl var EF og senere EU først og fremmest et fredsprojekt, og forsoningen med Frankrig var en af hjørnepillerne. Symboliseret af besøget på en af krigskirkegårdene ved 1. Verdenskrigsslagmarken ved Verdun, hvor den kolossale Kohl holdt den et par hoveder lavere franske præsident Francois Mitterrand i hånden i flere minutter.

Et billede, som sagde mere end tusind ord, noget, den symbol-bevidste Kohl var udmærket klar over. Netop de to satte den Europæiske Union på skinner, med forsvarssamarbejde, fælles fjernsynskanaler og ikke mindst indførelsen af den fælles valuta euroen som vigtige byggesten.

Arbejde hårdt for genforening

Men Kohls stjernestund var og blev den tyske genforening. Her viste han igen sin sans for timing, da først østtyskerne havde banket hul i muren og det kommunistiske DDR stod på sammenbruddets rand. Uden at have aftalt det med hverken sine koalitionspartnere eller Vesttysklands allierede, fremlagde han en 10-punkts plan for en hurtig genforening af de to Tysklande, ganske som et stort flertal af DDR-borgerne ønskede. Kohl fik sin vilje og kunne dermed fejre sin største politiske triumf som ”Genforeningskansleren”.

Ironisk nok, så var netop genforeningen på mange måder med til at fremskynde hans fald. For under valgkampen nogen måneder senere havde han lovet de østtyske vælgere guld og grønne skove, ”Blomstrende landskaber”, for at være mere præcist, og da de nye tider i stedet bød på massefyringer og firmalukninger, vendte mange i deres skuffelse sig mod Kohls CDU eller helt væk fra stemmeurnerne.

Det endelige vendepunkt kom ved valget i 1998, da den 14 år yngre SPD-politiker Gerhard Schröder med sin gadedrengs-charme og ubændige energi tog kampen op mod ”Den evige Kohl”, og endte med at erobre kanslerposten efter at have inviteret oprørspartiet De Grønne ind i varmen.

En æra var slut. Men for Kohl var ydmygelserne ikke forbi. Kort efter valget måtte ”Altkansleren” og andre højtstående CDU-medlemmer indrømme, at de havde modtaget millioner af D-mark i ulovlig partistøtte. Ulovlig, fordi partiet ifølge en lov, Kohl selv havde været med til at underskrive, har pligt til at oplyse, hvem beløbene stammer fra. Noget, som Helmut Kohl hele tiden har nægtet, fordi han, som han sagde, havde givet afsenderne sit æresord på at ville holde tæt. Så hellere tage navnene med i graven!

Men fanden var løs i det gamle parti, og en af de første til at bryde med Kohl var den dengang forholdsvis ukendte tidligere miljøminister og Kohl-protegé Angela Merkel, som dermed demonstrerede en sans for timing, der var hendes læremester værdig. Siden da har forholdet mellem de to været iskoldt, og Kohl har ikke holdt sig tilbage med kritik af Merkels gøren og laden. I en interviewbog lancerede han den lille giftighed, at Merkel ikke var i stand til spise med kniv og gaffel, da han i sin tid hentede hende ind i regeringen.

Sådan var han også, Genforeningskansleren, der satte sin prestige ind på forsoningen med ærkefjenden Frankrig men endte som en stædig, ærekær, og hævngerrig herre. Fjender skulle forblive fjender for evigt, og havde man én gang forbrudt sig mod ham, så var der ikke noget at gøre. Også når det gjaldt hadet, så var han en kæmpe, afdøde Helmut Kohl.