BLOG: Skuffende aftale kræver, at vi giver sygehusansatte nyt håb

16x9
"Når det af uransagelige årsager ikke kunne lade sig gøre at suspendere produktivitetskravet her og nu, må vi kunne stå sammen om at sikre, at der trods alt kommer lys for enden af tunnelen for de mange ansatte på landets sygehuse". Foto: Scanpix

BLOG: De seneste måneder har vi flere gange været tæt på at samle et politisk flertal for at fjerne det urimelige produktivitetskrav på landets sygehu

Kravet betyder, at de ansatte hvert år skal nå to procent mere for de samme penge.

Tirsdag landede den nye aftale om regionernes økonomi, som kunne have været det endelige farvel til produktivitetskravet. Men heller ikke her lykkedes det at komme af med kravet.

Det er simpelthen skuffende og urimeligt, og derfor står SF udenfor aftalen.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har talt varmt for at afskaffe kravet, men begge partier stemmer alligevel for aftalen.

Men i politik er man nødt til at se fremad. Når den ene aftale ikke løser problemet, må man se frem mod den næste mulighed for at gøre en forskel.

Den nye aftale betyder, at regionernes økonomi ligger fast for 2018. Men vi arbejder videre for at komme af med kravet så snart som muligt. Derfor foreslår SF, at det bliver helt afskaffet fra 2019. Og vi håber, de andre partier vil støtte op om forslaget. Det kan vi nemlig sikre allerede nu, hvis vi stiller krav om, at der skal laves en såkaldt påtegning til aktstykket, som finansudvalget skal stemme om i forbindelse med den aftale, der netop er indgået.

Det lyder lidt teknisk, men det vil betyde, at den nye aftale om regionernes økonomi står ved magt, men at man samtidig vedtager, at produktivitetskravet skal have dødsstødet i 2019.

Når det af uransagelige årsager ikke kunne lade sig gøre at suspendere produktivitetskravet her og nu, må vi kunne stå sammen om at sikre, at der trods alt kommer lys for enden af tunnelen for de mange ansatte på landets sygehuse.

Det kan vi gøre på den måde. Og det burde jo være en form sag at blive enige om, når der er flertal for, at kravet skal skrottes.

Det betyder ikke, at arbejdsgange ikke kan gøres smartere og billigere på landets sygehuse. Vi skal udnytte nye teknologier, lave bedre patientforløb og meget mere. Det er kun sund fornuft, at vi hele tiden bliver bedre til at bruge pengene og tiden så smart som muligt.

Men tiden er løbet fra produktivitetskravet. Vi kan ikke blive ved med at stille hovedløse krav om at sætte tempoet op, uden at det både går ud over de ansatte og patienterne på sygehusene.

I SF er vi klar til at kæmpe videre, indtil produktivitetskravet er væk.