BLOG: Sådan gør regeringen en god nyhed til det modsatte

16x9
I SF har vi sagt meget klart, at vi vil skrotte fattigdomsydelserne, når vi får et nyt flertal, siger Pia Olsen Dyhr. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix Denmark

BLOG: Det er næsten utroligt, hvordan regeringen kan forspilde alletiders chance for at give velfærden et tiltrængt løft i hele landet.

Jeg har en god og en dårlig nyhed.

Sådan kunne finansminister Kristian Jensen lige så godt have åbnet pressemødet, da han tirsdag præsenterede regeringens nye 2025-plan.

Den gode nyhed er, at der er penge nok til at give velfærden et løft.

Men den dårlige er, at jeg i stedet har tænkt mig at brænde pengene af på skattelettelser.

Jeg ville ønske, at regeringen ville stoppe op og kigge sig omkring, inden den begynder at strø om sig med skattelettelser. For i virkeligheden er der jo ikke behov for dem.

Der er til gengæld et hav af mennesker, der ville få en bedre hverdag, hvis vi kunne blive enige om at bruge pengene på vores skoler, daginstitutioner, sygehuse og ældrepleje.

Men den vej vil regeringen ikke.

I stedet vil regeringen gennemføre ulighedsskabende reformer, som den ikke engang helt vil løfte sløret for. Men det fremgår ret tydeligt, at regningen vil blive sendt til nogle af dem, der har mindst. De studerende og personer på integrationsydelse. Det er simpelthen ikke rimeligt. Vi taler om nogle af dem, der i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Og formålet med at de skal stramme livremmen endnu mere? Jamen det er jo, at Liberal Alliance skal have nogle af de skattelettelser, de har stirret sig blinde på.

I det hele taget er det en ærgerlig og usympatisk prioritering fra regeringens side. Der er penge til at investere i velfærden. Men i stedet vælger de borgerlige ministre stædigt at holde fast i de fattigdomsydelser, de har indført. Og oven i købet strammer de lige skruen lidt mere overfor SU-modtagere og personer på integrationsydelse.

I SF har vi sagt meget klart, at vi vil skrotte fattigdomsydelserne, når vi får et nyt flertal.

Samtidig er vi klar til at gå en helt anden vej, end den regeringen udstikker og desperat prøver at samle flertal for. Vi vil investere i velfærd og grøn energi, og vi vil skabe et Danmark, der hænger sammen. Og det bliver ikke de svageste, der skal betale regningen.

Regeringen vil sikkert sige, at reformerne er nødvendige for at øge arbejdsudbuddet og dermed styrke dansk økonomi. Men der er altså andre værktøjer, end dem Finansministeriet finder frem fra deres noget fantasiløse værktøjskasse. Det er langt klogere og mere rimeligt at styrke dansk økonomi ved at tænke i nye baner. Det kan være ved at forbedre arbejdsmiljøet, hjælpe folk med stress og styrke opkvalificeringen af ufaglærte.

Tænk hvis vi kunne blive enige om at bruge det gode afsæt til at investere i velfærden og fællesskabet fremfor at stramme skruen overfor de svageste og give mere til dem, der allerede har deres på det tørre.

Det ville være en rigtig god nyhed.