Alternativet vil have nye cpr-numre til danskerne

16x9
Alternativets ligestillingsordfører Carolina Maier. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner støtter et forslag fra Alternativet om at gøre personnumre kønsneutrale.

Vi får det fra fødslen: Et tal, lige eller ulige, sidst i personnummeret, som fortæller, om vi er en dreng eller en pige. Ulige hvis vi er det første. Lige hvis vi er det sidste.

Men for nogle er det ikke så enkelt. Måske føler de sig ikke som hverken det ene eller andet. Måske ønsker de ikke, at andre ved det. Eller måske synes de bare ikke, at det vedkommer nogen.

Derfor foreslår Alternativet i et beslutningsforslag, som i dag skal behandles i Folketinget, at gøre person- eller cpr-numrene kønsneutrale. Det skriver Information.

- Det er et principielt opgør med det binære kønssyn i samfundet, at man enten skal have et pige- eller drengenummer, siger Alternativets ligestillingsordfører, Carolina Maier.

- Der er jo mennesker, som ikke ønsker at definere sig som hverken det ene eller det andet. Så det handler om at tilgodese de mennesker, så det i hvert fald ikke er cpr-nummeret, som står i vejen for det. Og der er jo ikke noget, som taler imod det: Der ikke noget, som gør, at det offentlige for eksempel ikke længere kan føre kønsstatistik, fordi der bag ved cpr-nummeret ligger andre data, hvoraf kønnet fremgår. Det bliver under alle omstændigheder registreret, om man er født pige eller dreng, uanset om man har et lige eller ulige nummer.

Ingen støtte fra regeringen

Beslutningsforslaget kommer, efter at Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) senest har kritiseret, at de nye identitetskort til personer, som ikke har kørekort, netop har påført personnummeret.

For de fleste har det ingen betydning, men for transkønnede, som lever sådan, men ikke har fået juridisk kønsskifte, betyder kortet, at de bliver outet på for eksempel posthuse og i telebutikker, hvis de skal hente en pakke eller købe en mobiltelefon.

Alligevel afviser et flertal bestående af VLAK-regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at gøre personnumre kønsneutrale. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener, at forslaget vil "medføre betydelige omkostninger" for både den offentlige sektor og det private erhvervsliv.

- For i dag findes der en række offentlige og private it-systemer, blandt andet inden for sundhedssektoren og registerforskningen, der udleder kønnet direkte af personnummeret. De systemer vil skulle omlægges. Det er ikke regeringens politik at pålægge den offentlige sektor og erhvervslivet nye og unødvendige administrative byrder, skriver Simon Emil Ammitzbøll i en kommentar.

S: Et teoretisk problem

DF’s ligestillingsordfører, Karina Adsbøl, oplyser, at regeringens støtteparti heller ikke støtter forslaget, mens Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, understreger, at der nok er en "generel udfordring", som gør, at partiet blandt andet har støttet, at transkønnethed er blevet fjernet fra listen over sygdomme. Men når det kommer til personnummeret, anser Rasmus Horn Langhoff dette som et "teoretisk problem".

- Hvem er i klemme, og hvem forsøger man at hjælpe? Hvis der ikke er nogen, som er i klemme, eller føler sig generet, og man derfor ikke hjælper nogen ved at bruge kræfter på at ændre det, så bør man nok spørge sig selv, om det er det værd at bruge kræfterne på at ændre det. Jeg vil hellere fokusere på reelle problemer, som har en betydning for rigtige mennesker af kød og blod, i stedet for teoretiske problemer, som jeg betragter dette som, siger den socialdemokratiske ligestillingsordfører ifølge Information.

Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson i LGBT Danmark, henviser imidlertid til, at Europarådet tidligere har opfordret medlemslandene til at sikre, at personlige oplysninger om en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, opbevares eller på anden måde bruges af offentlige institutioner.