Mogensen: SKAT-undersøgelse er en taber-sag for Kristian Jensen

Finansminister Kristian Jensen (V) har fået en "rumle-sag", der kan lure i mange år frem, vurderer politisk kommentator Peter Mogensen.

Finansminister Kristian Jensen (V) er den politiker, der har mindst interesse i, at der bliver gennemført en kulegravning af skandalerne i SKAT. Sådan lyder det samstemmende fra de politiske kommentatorer Michael Kristiansen og Peter Mogensen:

- Det er en total taber-sag. Det stritter jo i alle retninger og jeg kan godt forstå, at han er i gang med at ændre forklaringer, siger Peter Mogensen i NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen.

Tirsdag erkendte Kristian Jensen -  der var skatteminister i perioden 2004-2010 - at det gik for hurtigt med at lade staten overtage inddrivelsen af skattegæld.

Erkendelsen kom dagen efter, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gik sammen med et krav om, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission, der skal undersøge krisen i Skat til bunds.

- I politik kalder man det her en rumle-sag. Nu har oppositionen en rumle-sag på regeringen og på kronprinsen og hver gang, der skal forhandles finanslove og andet, siger Peter Mogensen.

- Det her kan godt og gå hen at blive en lærestreg i, at hvis man driver sin politiske ideologi for langt og for hurtigt - så ender man dér, hvor man er endt i SKAT, supplerer politisk kommentator Michael Kristiansen.